1.11.2023 ©Truls Wiberg |
Fello
En fortælling om en tjenestehund Af Truls Wiberg Ifølge min kontrakt med godsejeren skulle jeg som
skovfoged holde en tjenestehund. Den gamle tyske ruhår skrantede og der
manglede en ny hund der hurtigt kunne fylde det tomrum ud som snart ville opstå.
Der var også en ruhårtæve men hun var blid som et lam og ikke til megen hjælp
på jagt eller i tjenesten. Men posten havde respekt for de to ruhår. En dag slap
begge ud af lågen samtidigt med at postbudet lagde dagens avis og breve i
postkassen inde i carporten. Det var uden tvivl, set fra hundenes side, dagens
bedste oplevelse og formentlig den værste for postbudet. De fangede den
stakkels mand i et hjørne i garagen hvorfra han ikke kunne undslippe. Voldsomt
gøende i en meters afstand. Jeg kom hjem i samme øjeblik og forhindrede at
posten kom alt for sent ud til mine naboer. Kort tid efter blev den gamle ruhår
så dårlig at han fik lov til at ende sine dage. På en af de ejendomme jeg passede var der en skytte med
mange hunde, bl.a. en stor schæfer. Jeg havde hørt at han havde fået job i
udlandet og spurgte ham om hvad han ville gøre med alle hundene. Alle, undtagen
en af de yngste jagthunde skulle aflives. ”Men vel ikke din flotte schæfer?”
”Jo”, svarede skytten. ”Dén, er det ingen anden der kan have”. Jeg
fortalte at jeg stod og manglede en ny tjenestehund og spurgte om han troede jeg
kunne få lov til at købe den. Det var tydeligt at Erland blev lettet og øjnede
en ny chance for sin største hund. Vi aftalte at jeg skulle komme næste dag
for at se om jeg kunne styre den. Jeg hentede Fello om formiddagen og tog ham med på en
almindelig arbejdsdag i bilen. Han sprang op og ville gerne med. Startede med at
gå med ham i snor og han fulgte mig perfekt ved venstre knæ. Adlød kommandoer
som plads og dæk, og han kom villigt når man kaldte. Vi gik ud på landevejen,
hvor lastbilerne passerede tæt på os, uden at han viste tegn på nervøsitet.
Fortsatte med at gå ind i en stor indhegning og lukkede ledet bag os. Dækkede
ham af uden snor og gik udenfor synsvidde og gemte mig i fem minutter.
Minutterne tikkede af sted og til min forbavselse kom han ikke. Jeg gik tilbage
og han lå præcis hvor jeg forlod ham. Absolut lydig første gang?… Jeg var
meget imponeret. Dagen sluttede med at jeg besøgte nogle medarbejdere der
plantede skov på en agermark. Hunden fulgte pænt med da jeg gik ud til dem og
for at høre hvordan dagen var gået. Da jeg næsten var nået tilbage til bilen
råbte Asger på mig oppefra plantemaskinen. Jeg standsede op og vendte mig om,
Fello satte sig ved min side. Manden kom løbende på den harvede jord. Han nærmede
sig hurtigt var både sort og beskidt i ansigtet og på hænderne. Kedeldragten
var fyldt med støv efter at han havde siddet efter traktoren på plantemaskinen
hele dagen. Da Asger til sidst nåede op til mig var han forpustet efter løbeturen
og viftede lidt med højre arm indtil han fik luft og skulle til at fortælle
mig et eller andet. Da gik Fello i aktion. Den løbende mand, der i hans øjne
gik til angreb skulle uskadeliggøres! Uden knurren eller aggressivitet men med
overvældende beslutsomhed hoppede han op og greb lynhurtigt den viftende arm i
sit enorme gab og trak Asger til jorden med sin store vægt. Asger sad
urokkeligt fast, hvor han lå på ryggen med den store hund over sig. Armens
ejermand stønnede og jeg blev forskrækket. Men Gud ske tak adlød Fello min
kommando om at slippe ham og satte sig derefter lykkeligt igen ved siden og
mente at han havde løst ”opgaven” perfekt. Det var Asger ikke enig i. Jeg undskyldte mange gange og sikrede mig at han ikke var
kommet til skade eller var gal på mig eller hunden. Asgers arm var uskadt
bortset fra røde mærker efter tandsættet. Men han tog det rimeligt pænt. På
tilbageturen hjem var jeg meget i tvivl om det var sådan en hund jeg ville
have. Om aftenen kørte jeg over og afleverede Fello og for at fortælle hvordan
dagen var gået. ”Han bed en af mine medarbejdere”. ”Hvad gjorde
han?”, sagde Erland. Og så forklarede jeg alt om hvordan Asger var blevet
bidt. Erland grinede og fortalte mig så at Fello var en kåret politihund der
havde bestået prøverne med skyhøje points. Han havde bare beskyttet mig i en
situation som han opfattede som truende. Jeg behøvede ikke være urolig for om
han bed nogen. Erlands forsikring gjorde at jeg på stedet besluttede mig for at
købe hunden. Fello havde ved en tilfældighed givet mig en demonstration af sin
kunnen og formentlig derved reddet sit eget liv. Fello havde rent faktisk taget
hensyn til at Asger ikke bar en vatteret beskyttelseærme. Med tanke på hvordan
jeg senere så store kødben blive knust i hans gab er jeg ikke i tvivl om at
han kunne have brækket Asgers arm hvis han ville. Erland fortalte mig om hans træning og hvordan han havde været
brugt inde i København hvor Erland tidligere havde arbejdet som nattevagt og
mange gange havde haft brug for Fello’s evner. Fello kom samme dag med hjem og kom til at blive afholdt af
hele familien og blev den bedste tjenestehund jeg har haft. Det skete noget mærkeligt da jeg skulle lufte Fello første
gang. Hunden var glad og venlig inden døre og i haven. På med snoren og ud af
lågen. Efter få meter ændrede han adfærd og greb mig om foden og holdt mig
naglet til stedet. Jeg kunne ikke gå videre. Prøvede jeg at gå videre
strammedes grebet indtil det gjorde mere og mere ondt. Han ville ikke slippe
lige meget hvad jeg sagde. Men så snart jeg vendte om hjemad løsnede grebet.
Ganske pædagogisk, logik for høns, gå hjem med dig eller jeg bider dig for
alvor! Han blev igen den samme venlige hund indenfor lågen. Efter en halvtime
gentog jeg forsøget med en lille spadseretur med samme resultat. Jeg gik atter
hjem og tog en kop kaffe og tænkte lidt over situationen. Jeg kom frem til at
Fello troede at jeg var en person der prøvede at slippe væk fra det hus som
han havde overtaget bevogtningen af. Han havde jo ikke set kvitteringen og kunne
vel ikke forstå at han var solgt til mig. Tredje gang gik vi ud på vejen og så
snart han begyndte at bide efter mit ben bøjede jeg mig ned og greb ham med
begge hænder i pelsen rundt halsen og løftede den meget tunge hund op i højde
med mit bryst og fortalte ham med en kraftig stemme at han var både købt og
betalt, og at han herefter bare havde at adlyde og at jeg ikke var en person
beregnet til øvelser. Det var morsomt at se hvor klog han var. Med et skiftede
vi roller. Han fra at være chef og den der bestemmer til at være en lydig hund
og jeg fra øvelsesmedhjælper til leder. Aldrig har jeg oplevet det tydeligere
end med Fello. Det var kun denne ene gang mit lederskab blev betvivlet. Vi opbyggede gennem årene et forhold af gensidig respekt
og samarbejde. Han var absolut meget lydig men der kunne opstå situationer hvor
han med en dyb bas knurrede advarende når hans grænser blev overskredet. Jeg
har f.eks. normalt kunnet skrabe tandsten af tænderne på mine hunde, men det
ville han ikke finde sig i. Jeg indså snart at jeg var nødt til at gå til træning
med ham. Ikke fordi at han trængte til at gå på kursus men for at jeg kunne lære
at bruge alle de kommandoer som han lystrede. Det var en morsom tid. Jeg
begyndte at forstå hvorfor Erland ikke bare kunne sælge ham til hvem som helst
men ville at han fik et aktivt arbejdsliv. Senere hørte jeg at man var glade i
den lokale Schæferhundeklub over at vi ikke kom der til konkurrencer da Fello
plejede at vinde. Han var ualmindeligt stor og muskuløs. Mørk, næsten sort i
hovedet og ikke en hund man ville være uvenner med. Alene vores tilstedeværelse
har sendt tydelige signaler til omgivelserne. Spor, finde genstande og personer,
bevogtning og beskytte sin herre. Gø på kommando, apportere og klatre over
forhindringer eller uskadeliggøre en bandit, alt kunne han. En dag i september kom den årlige invitation til andejagt
hvor jeg plejede at være den eneste apportør. Min gamle jagthund var borte og
jeg beslutter så at prøve om Fello ikke også kunne lære at apportere vildt.
Hans næse fejlede i hvert fald ikke noget. Vi plejede at more os med at jeg
smed mine bilnøgler så langt væk jeg kunne ind i en kornmark og så var Fello
beskæftiget et stykke tid. Han opgav aldrig og kom altid tilbage med nøglerne.
Meget stolt og glad med højt båret hoved og ikke sjældent endda med nøglerne
hængende i nøgleringen over den ene hjørnetand. Men Erland havde arbejdet som
skytte og forbudt Fello at røre vildt. Vi startede på træningen med det samme. En and blev
fremskaffet og hunden kommanderet på plads. Anden blev smidt ud ca. fem meter
og hunden fik kommandoen ”Apport”. Han kiggede op på mig og svarede med øjne
og kropsprog: ”Mener du virkelig det?”. Jeg gentog ”Apport” og Fello
rejste sig og gik uden større begejstring frem til anden og tog med fortænderne
i den yderste vingespids og trak forsigtigt anden baglæns over græsplænen og
hen på plads igen. Ja, det var jo ikke helt hvad jeg havde tænkt, men øvelse
gør mester og tredje gang hentede han anden perfekt og satte sig ned på plads.
Mere træning var ikke nødvendig. Inden længe var skepsis byttet med arbejdsglæde.
Han beholdt dog hele livet den uvane at spytte fuglen ud så snart han var
kommet på plads. Der var et stort problem som skulle løses inden vi kunne
vise os på jagt. Fello var trænet i at uskadeliggøre en person der skød med
et våben. Ville han måske gå efter en af de andre jægere så snart de skød
eller ville han nøjes med at apportere? Fello havde jo vist, at han kunne gribe
ind uden kommando, hvis nogen truede os. På den anden side af vejen hvor jeg boede dengang, var der
en lille ejendom der fungerede som jagthytte. Her var der fasanvolierer, fodertønder
og vandtrug. I den sene vinter havde jeg hørt frygtelige skrig herfra og kigget
ud og opdagede en tæveræv der prøvede at komme ind i den beskyttende skov med
en hanræv hængende baglæns på slæb. Det
var han som skreg så jammerligt, men hun var tilsyneladende ikke glad for at være
blevet indfanget af sin kavalers favntag foran fasanvoliererne, ude på den åbne
gårdsplads lige overfor skovfogedboligen. Her kom til daglig en fritidsskytte
der hed Björn og passede fasanerne i sæsonen, og jeg spurgte så ham om han
ikke ville hjælpe mig med at se om min nye hund kunne være med på jagt som
apportør. Jeg fortalte ham ikke om min lille usikkerhed med hensyn til om Fello
ville gå efter manden eller anden! Bjørn lånte et haglgevær og én patron og
jeg bad ham om at skyde når jeg smed anden højt op i luften. Så sagt så
gjort. Anden fløj i en stor bue over gårdspladsen og Fello kiggede
interesseret efter den når skuddet bragede. Hunden var helt fokuseret på anden
og afventede min kommando. På ”apport” gik han og lod Bjørn være i fred.
Under alle omstændigheder mente jeg at hunden ville adlyde et skarpt ”På
plads!”, hvis det skulle gå galt. På jagt viste hans uvane med at smide vildtet så snart
det var apporteret sig dog ganske praktisk fordi han fulgte med i hvor fuglene
faldt hentede dem, satte sig, spyttede ud og afventede næste fugl mens jeg
kunne koncentrere mig om at skyde. Bunken foran os voksede støt med alle jægernes
fugle og vi blev inviteret igen. ”Du tager vel schæferen med?”, lød det
snart i telefonen. Længe efter at hunden var død huskede skovløber
Andersen, som jagede ænderne op til os nedefra dammen, Fello og hvert år
snakkede vi om ham og grinede over hvordan de det første år spurgte om jeg
ikke havde husket at få hunden med og den store bunke ænder foran os. Jeg
havde ikke fortalt at min ruhår var blevet erstattet af en schæfer. Jeg var stået
alene ud af bilen og Fello lå gemt under presenningen bagi. Der gik et gisp
igennem jægerne da jeg kaldte på ham og han sprang ud til os. Han var meget
stor og udstrålede al den selvsikkerhed og styrke som man kunde ønske sig. Nu
er skovløberen også borte og andre hunde og jægere står på plads når
aftenmørket sænker sig over bøgeskoven og dammen med de mange ænder. Der havde været ualmindeligt mange indbrud i lokalområdet
og jeg var lykkelig over at Fello gik løs i den meget store have og på gårdspladsen
når jeg var på arbejde. Alt var indhegnet og han holdt sig pænt hjemme. En
eftermiddag kunne jeg høre uro fra baghaven og så at nogle mænd var ved at
bryde havelågen op. Jeg kaldte på Fello og gik ned gennem haven og fandt to
berusede, usoignerede klepperter i T-shirts med enorme overarme, fulde af
tatoveringer og med halsguldkæde og ørenringe. Normalt ville jeg nok have
vendt om og ringet efter politiet med det samme, men Fello løste alt. Han kom
snigende på plads på stive ben og satte sig tæt ved mit venstre knæ. Han
stirrede dem lige ind i øjnene og vidste instinktivt at det nu var alvor. Han
flyttede sig lidt og fik bagbenene solidt placeret i græsplænen og forberedte
sig på at springe over stakittet. Hver muskel i ham var parat til at springe på
dem hvis ordren kom. Hans selvsikkerhed smittede af på mig og jeg bad dem om at
forlade ejendommen fordi de ikke var velkomne. Deres blikke vandrede mellem mig
og hunden og øjnene flakkede. De vendte om og forsvandt og det sidste jeg hørte
til dem var: ”Vent du bare, vi kommer tilbage når hunden ikke er der”… Andre gange var der patruljering ved hovedbygning og i
skoven eller indbrud i sommerhusene, ulovligt fiskeri eller natlige udrykninger
efter fremmede lastbiler i skoven. Hele tiden var han ved min side eller ventede
i bilen, aldrig har jeg været så godt passet på og haft så lidt problemer
med folk som i tiden med Fello. Under alle hans år var det kun Asger som blev
bidt, alle andre situationer blev løst alene med Fello’s fysiske tilstedeværelse
og selvsikkerhed. Først publiceret i Skov & Land 2006 Truls Wiberg © 2005 |