Vådeskuddet i strandkanten

Om de tidligste erfaringer med  skydning...

Af Truls Wiberg

Som barn tilbragte jeg alle mine ferier hos mine bedsteforældre på slægtsgården i Västergötland i Sverige. Mormors barndomshjem var en stor gul træbygning, der var placeret lidt højt tæt på kanten af åen Tidan med udsigt mod vest. I det fjerne kunne man i godt vejr se Kinnekulle, et af landskabets berømte plateaubjerge, der i min fantasi lignede Anders And’s vulkaner fra Sydamerika. Bjerge som jeg først langt senere i livet skulle se og opleve.

På første salen var der en fælles dagligstue, hvor både mormor og morfar havde hver sit skrivebord, der var en sofagruppe med en åben pejs, fjernsyn og en tagterrasse med flot udsigt mod Kinnekulle. Herfra kunne man også se ned over åen, der havde haft så stor betydning for tidligere generationer. Der var blevet fisket laks og ål. Det opstemmede fald drev både det tilhørende savværk og møllen som gården havde navn efter: ”Soopensqvarn” Nu var møllen nedlagt og savværket brændt. Men gården lå der endnu. På dagligstuens væg hang et oliemaleri. Billedet kom fra min morfars familie og forestillede hav og klipper udfor Hönö på den svenske vestkyst. I dag hænger billedet i min stue og minder mig om en episode som gav mig skræk i livet når jeg var 9 år. 

Morfar var ikke streng, men jeg havde meget stor respekt for ham og gjorde normalt som det blev sagt. En sommerdag havde jeg lavet mig en flitsbue med pile som de fleste drenge finder uimodståeligt fascinerende med en tilhørende fantasi verden, der var befolket af stenaldermennesker og indianer. Meget mere spændende end de købte legetøjspistoler. I det hele var barndommen anderledes med hensyn til legetøjet end i dag. Meget lavede man selv eller fik hjælp til at lave.

Det var mig forbudt at spille bold og lege voldsomt inde i huset. Desværre blev det denne dag regnvejr og min nye flitsbue var jo næsten ikke afprøvet. Jeg husker at jeg fik en tilsigelse med hensyn til at ikke skyde indendøre… Men så blev jeg alene, morfar tog til byen og fristelsen blev for stor.

Et mål - en papkasse - blev placeret i en døråbning i dagligstuen ovenpå og allerede efter få skud gik det galt! Jeg husker stadig med rædsel, hvordan min pil ganske udenfor min kontrol, fløj lige ind i det store oliemaleri og borede sig fast med et ”smak” i væggen. Den brune klippe i strandkanten var med et forsynet med et stykke drivtømmer der ragede ud i dagligstuen. Stilheden var total. Det eneste jeg hørte var mit hjertes hamren og blodets susen for mine ører. Men alt var stille og ingen havde hørt eller set noget. 

Hvad der senere kunne ha været starten på en karriere som konservator blev min redning. Hen til sofaen og op til billedet, hvor pilen nænsomt blev trukket ud. Bag billedet blev hullet i væggen trykket til, men hvad der var meget værre – i den mørkebrune klippe var der kommet et rundt hul, hvorfra lærredets tråde kiggede ud! Med fingrene på for- og bagside blev hullet jævnet ud, hvorved det blev næsten lukket men det hvide lærred kunne stadig ses. Yderligere camouflage af udåden var nødvendig for at undgå irettesættelse og den tort det var at blive taget i at have været ulydig!

Mulighederne var ikke mange – maling i snedkerværkstedet, skosværte fra køkkenet eller vandfarve fra min onkels værelse. Det stod mig klart at denne reparation ville kræve ekstraordinære evner med hensyn til farvenuancer. Valget faldt derfor hurtigt på min onkels vandfarver. Nok så væsentlig var tidsfaktoren og den kendsgerning at snedkerværkstedet og køkkenet forudsatte passage af min bedstemor, der nok ville undre sig over knægtens pludselige interesse for at pudse sko…

Det lykkedes! Vådeskuddet blev aldrig opdaget og først mange år senere når bedstefar var borte og jeg havde arvet billedet fortalte jeg bedstemor om hændelsen. Hun tilgav mig…