Startside
Jagthistorier


29.9.2018
©Truls Wiberg

Vildsvin hedder Dzik på polsk

På riffeljagt i Polen

Af Truls WibergVildsvinetænder / skydestok.dk

For en del år siden fyldte en meget god ven 40 år og vi var mange der samlede sammen til en jagtrejse til ham. For at han ikke skulle behøve rejse alene var vi jo nødt til at tage med. Rejsen gik i slutningen af januar til et jagtområde nord for Wroclaw. Reviret var vildtrigt med kronhjort, dåvildt, vildsvin, råvildt og fuglevildt. Det var vinter, frostvejr og 10 cm sne. Forsigtig kørsel da polakkerne ikke stod ret godt fast på vejene. En bil gled tværs over vejen og endte i grøften til højre foran os.

Vi var ti mand og indkvarteringen var glimrende med et udmærket køkken, der serverede rigeligt med mad. Vi var taget af sted på traditionel drivjagt med riffel, hvor skytterne stilles for og såterne bliver drevet igennem af et mindre antal drevfolk med hunde, der var vant til nærkontakt med vildsvin. Der måtte frit skydes hind, kalv og rå men det ville koste ekstra hvis vi skød hjorte eller råbukke.

Det stiller betydelige krav til såvel jagtorganisationen som jægerne, at afvikle en riffeljagt hvor der bliver skudt mange riffelskud. Vi stod ofte ret tæt og kunne kun skyde skråt bagud efter at vildtet havde brudt igennem skyttekæden.

I den første såt kom der en Überläufer i fuld fart til venstre for mig, små 100 meter ude i elleskoven. Jagtlederen havde taget opstilling bag ved mig og viskede "Schiessen, schiessen!" Det var ret langt hold og jeg holdt foran og lod første skud gå. Det blev en forbier. Igen hørte jeg "Schiessen!" Jeg fulgte grisen i sigtekikkerten og ventede på at han ville stoppe op og sikre inde i mellem alle ellestammerne. Til slut standsede han op ude på ca. 130 meter. Jeg fandt ham i sigtekikkerten og lod skuddet gå. Grisen faldt sammen. Klap på skulderen, jo det begyndte godt. Lige efter kom næste gris løbende på min højre side. Skråt væk fra mig i en eng, afstand ca. 60 meter. Jeg løftede riffelen op og fulgte grisen, trak igennem og lod skuddet gå. Grisen rullede rundt. Nyt skulderklap. Kanonstart. Min nabo havde sigtet på den sidste gris men nåede ikke at skyde før den trillede.

Næste dag travede en kronhind ud af en såt fra skoven og jeg fik nedlagt den inden den nåede ret langt ud over markerne. Vi ser flere kronhjorte men nøjes med synet. Inde på en post i skoven kom der en dåhind som ikke så mig, hvor jeg sad ned på min trebenede stol. Når man sidder på den eller på stolrygsækken får man god støtte til albuerne og man behøver ikke bevæge sig ret meget for at komme til skud. Det giver rolige skud og jeg fik da også dåhinden.

Vi så meget råvildt men de fleste lod dem gå. Vi var taget på grisejagt og ventede i spænding i hver såt på at der skulle komme vildsvin.

På et meget smalt skovspor kom der en Frischling i fuld fart på min venstre side. Da jeg var sidste mand på venstre side af fronten havde jeg frit skud. Da det ikke er muligt at bruge sigtekikkert på 8 meters hold i fuld fart skød jeg som med haglgevær og fik den meget lille gris, den mindste vi skød.

Der blev lavet bål i skoven og alle nød det gode vejr, strålevarmen fra bålet og den varme mad. Sjældent smager det bedre end når man er længe udendørs om vinteren. 

På et tidspunkt kom jeg til at stå på modsat side af en smal skov i forhold til de andre skytter og fik at vide at jeg bare kunne skyde ind i skoven. Det havde jeg det ikke ret godt med da mine venner stod på den anden side. Jeg besluttede derfor at kun skyde ind mod en lille bakke der gav godt kuglefang, hvis der kom vildt til mig. På min venstre side blev et stort rørskovområde drevet af og inden længe kom den første gris og løb om bagved mig, men hele tiden skjult i rørskoven og jeg kom ikke til skud. Endelig kom der en  gris løbende ind mod skovkanten. Det var en stor keiler og jeg lod skuddet gå når den var lige ud for bakken. Det så ikke ud til at jeg traf, og den forsvandt væk i skoven. På grund af kuglefangets begrænsede størrelse var der kun tid til det ene skud. Der kom ikke flere grise og jeg afventede drevfolkets ankomst. En af dem fulgte mig ned til den lille bakke i kanten af skoven og jeg begyndte at afsøge skudpladsen. Efter nogen søgen fandt jeg én eneste dråbe blod og viste den til polakken. Han forlangte at vi forlod stedet øjeblikkeligt. Der blev ikke noget eftersøg.

Det var ikke første gang som vi ikke forstod polakkernes holdning til eftersøg. En af mine kammerater skød en gris som nåede at bjærge sig ind i tæt skov. Han er en rutineret jæger og var sikker på at den var faldet omkuld. Polakkerne ville ikke gå in efter den eller eftersøge den. Vi opdagede snart at grisene skulle falde så de kunne ses ellers ville polakkerne ikke hente dem. Forklaringen fik vi senere. De grise som låg udenfor synsvidde eller var skadede blev eftersøgt efter lukketid og fordelt til deltagerne i jagten. Når man så de kummerlige levevilkår skulle de ikke høre et ondt ord fra os, men vi manglede nogle grise på paraden…

Den sidste såt blev en af de bedste. Der var mange grise inde og hundenes gøen blandedes med drevets råb og enkelte skud. På den ene langside brød to store grise ud og der blev skudt forbi til dem og de forsvandt uskadt over engen til det nærliggende skovbryn.

Selv stod jeg på kortsiden af såten og også her brød der to store grise ud som jeg fik skudt i skrå bagskud. Derefter kom der en mindre på min venstre side som jeg fik inden den nåede frem til skovkanten bag ved os. Den næste gris sprang tæt forbi mig og gav mig ikke mulighed for at skyde da det var et rent bagskud. Den havde kurs på et stengærde 40 meter væk. Jeg vidste at den ville springe over stengærdet og at jeg da ville få mulighed for at skyde den i ryg – nakke. Lige præcis når den sprang holdt jeg lidt højt og grisen trillede død over stengærdet.

Den sidste gris brød ud mellem min sidemand til højre og mig. Mit første skud var en forbier. Min sidemand ramte grisen for langt tilbage og den anskudte gris fortsatte og fik så et skud til af mig og faldt død om. Vi delte i porten - han fik grisen og jeg tænderne. Han var en flink tandlæge og mente at han havde nok tænder...

Fem grise brød ud hos os og ingen kom forbi! Det føltes rart at der ikke var nogen anskudte tilbage i skoven og at jagten gik godt. Men det burde ha været min kammerat der havde fyldt år der skulle ha haft en sådan oplevelse. Dianas gunst er meget flygtig og man kan bare takke for den når den viser sig en sjælden gang.

Når de tre dages jagt blev gjort op havde vi fået 33 stykker vildt og polakkerne roste os for god disciplin og skydning. De havde nogen tid forinden haft besøg af en italiensk gruppe jægere som de stadig talte om, da de havde skudt mange skud og ikke altid tog hensyn til drevfolket eller hundene. 

Jo, vi lærte polakkerne at kende som et venligt folk med et vanskeligt sprog – men jeg vil altid huske at vildsvin hedder Dzik!

Op    Startside   Flere jagthistorier