Startside
Jagthistorier


29.9.2018
©Truls Wiberg

Bukkejagt med skydestok af træ skydestok.dk

En fortælling om forfædre, bukkejagt og skydestokke

Af Truls Wiberg

Fra de ældste tider har mennesket søgt at gøre det lettere og mere effektivt at samle og jage. Vi brugte gravestokke, spyd, bue og pil samt stave, der med en hurtig bevægelse kunne dræbe en fugl eller et lille pattedyr. Til de lidt større dyr blev der også brugt køller og kraftige spyd. Når urmennesket jagede i gruppe blev der brugt kaste- eller stikvåben. Allerede for en million år siden blev der anvendt kraftige spyd til at støde med. Det slankere kastespyd af træ med en skarp spids af sten eller lignende er måske en halv million år yngre. De anatomiske træk der gør at mennesket er enestående dygtig til at kaste findes allerede hos Homo erectus for to millioner år siden. Kastebevægelsen muliggøres af en tilpasning av armen og skulderen, hvor kraften oplagres i muskler og sener når armen trækkes tilbage, for at derefter  udløses under kastet. I 1995 blev der i et tysk brunkulsleje fundet flere kastespyd af træ der blev dateret til at være 400.000 år gamle (Schöningen ved Hannover) og er de ældste kendte træredskaber som vi kender. Se artikel: "Värdens äldsta kastspjut"  Den svenske forsker Per Högselius, skriver om en "træalder" der strækte sig fra vores begyndelse til omkring år 1800. Begrebene sten-, bronce- og jernalder er misvisende for så vidt at træ hele tiden har været det vigtigste materiale.

Men også buen har været med meget længe og den var også lavet af træ. Her i Nordeuropa blev der brugt elm og ask og vel senere taks. For nylig dukkede der op en bue lavet af to slags træ op i en udgravning i Gräsbo i Sverige. Den er blevet dateret til 3.500 år f. Kr. Den er således 5.500 år gammel og 1.100 år ældre end den den ældste kendte tilsvarende japanske bue fra 2.600 år f. Kr. Men i Danmark har vi endnu ældre fund - Buerne fra Holmegård mose. De blev fundet 1944 og er ca. 7.000 år gamle! De var lavet i elm. 

I andre kulturer udvikledes der meget tidligt boomerang og atlatl. De ældste fund er i størrelsesorden 20.000 år gamle. Materialet til alle disse værktøjer var hovedsagligt træ og jægere har den dag i dag stadig en præference for "godt grej", hvilket for mange indebærer træ, ben, læder, jern og med tiltalende  formgivning og gerne med billeder og udsmykninger, der fra gammel tid skulle fremme jagtlykken og forhøje status hos ejeren. Herfra går den røde tråd gennem årtusinder frem til vores glæde over at eje og bruge en riffel, en kniv eller en skydestok.Bjørnejagt i Jämtland / skydestok.dk

Fund af microliter der er over 70.000 år gamle i Sydafrika tyder på, at mennesket beherskede teknikken med at forsyne piler med skarpe spidser
meget tidlligere end hvad vi har troet.

At bruge spyd til bjørn og vildsvin var vel ikke ufarligt men ret brugt i hånden på erfarne jægere var de effektive. Et kraftigt træskaft, der kunne tåle at stikkes ned mod roden af et træ eller sten, så bamsen selv kunne rende sig op på spydet. Der er dokumenteret brug af spyd i Sverige til bjørnejagt så sent som i 1884. Der blev også brugt trækøller til at dræbe bjørn med. På billedet ser man en mand fra Jämtland i færd med at slå den tunge trækølle ned i hovedet på bjørnen der er fanget med saks. Man bemærker at riflen står op mod træet! Det var måske billigere at gokke bamsen og så kom der ikke blod og kuglehuller i skindet... 

Et godt træskaft til pile og spyd m.m. var afgørende for vore forfædre. Blandt vore ældste navne finder vi Asger eller Asgeirr - Asernes spyd. Også mit eget navn Truls, der er den svenske form af Troels, kommer fra Thorgils der betyder Thors pileskaft. For min egen del, så befinder jeg mig stadig i "træalderen" og følelsen af en god stok i hånden en påmindelse om mine forfædres spyd eller bue. Nogle af spydene fra Schöningen havde omtrendt samme diameter som min skydestok og har sikkert ligget lige så godt i hånden den gang.

 
Teksten fortæller at man i gamle dage dræbte bjørn med trækølle og elg med spyd.

Der er træ tilbage i riffelkolbe  og forskæfte om end nyere og lettere materialer er ved at finde vej til jægerne af i dag. Vi vil have træ i knivskæfter og sågar i luksusudgaver af rygsække af skind med træklapstol. Og selvfølgelig skal vi også have skydestokke i træ! 

Når man skal færdes langsomt og forsigtigt, er støtten fra skydestokken med som et tredje ben og gør det muligt at placere fødderne præcist, uden at knække grene og forårsage lyde. Ligeledes er den dejlig at støtte sig til når man passerer en grøft eller forhindring i terrænet. Skal man gå i vand eller mudder, kan skydestokken bruges til at føle sig for, hvor dybden ikke overstiger støvleskafterne. I bjergene, hvor passage af en kraftigt fossende bæk altid skal gøres med forsigtighed, er skydestokken uundværlig. Den kan bruges til at give en kammerat en forlænget hånd - og i meget stejlt terræn er den en behagelig hjælp, der giver støtte både på op- og nedtur.

Når man går, bruger man den til at slynge små grene væk fra stien. I vådt græs holdes den foran knæene og slår de fleste dråber ned fra planterne, så det bliver lidt mindre vådt.


På vandring kan skydestokken bruges som vandrestav. Med et hurtigt dask gøres hunden opmærksom på at man har sagt "Hinter" og er jorden blød, kan den bruges til at tøjre hunden. Lagt vandret mellem to træer, kan den danne tagryg i en lille bivuak. Åbnes den, kan den danne åbningen i en trekantet bivuak. Skulle uheldet være ude, kan den kortes ned til fine stave til stabilisering af et brækket ben.

Ved udsigten standser man og støtter sig til skydestokken og nyder stilheden.

Så også denne augustmorgen hvor jeg stod stille i den mørke skov udenfor vores jagthytte og glædede mig over at jeg  havde flere dages jagt foran mig.

Bukkejagten kan beskæftige jægere det meste af sommeren. Den starter i Danmark i maj og varer i to måneder. Men snart trækker det atter i en, når jagten går ind igen i midten af august i Sverige. Særligt den første uge er populær og det er et sandt folketogt der passerer grænseovergangene. Humøret er højt og forventningerne store. Vi er et par stykker der har mulighed for at være sammen en lille uges tid på bukkejagt på den svenske vestkyst mellem Halmstad og Göteborg. For en del år siden oplevede jeg her en pürsch eller smygjakt, som svenskerne siger, som ikke burde have kunnet lade sig gøre og hvor skydestokken kom til at spille en afgørende rolle for det heldige udfald.

I midten af august er der stadig gang i brunsten og man kan se rådyr der færdes ude i det åbne landbrugslandskab på alle døgnets timer. Men morgen og aften er dog de bedste tidspunkter og vi stod tidligt op og fik en kop kaffe, kold appelsinjuice  og en ristet skive franskbrød, inden vi brød op og gik ud til hver vores del af reviret. Selv havde jeg fået det område, der blev tilovers og regnede med at det skulle blive de andre, der fik skudt en god buk eller to. Men sådan skulle det ikke gå.

I det første morgenlys gik jeg forsigtigt langs vejen ud mod skovkanten. Vinden kunne næsten ikke mærkes inde i skoven. Langsomt bevægede jeg mig ud til åbningen hvor markerne kunne ses. Et trin, kigge - og så et trin igen, indtil jeg var kommet helt frem og stod i selve kanten af marken og kiggede mod nord. Vinden var svagt vestlig  og det småregnede lidt. Ikke et dyr var ude og man kunne her se langt. Der var en halv kilometer tværs over, hvor markerne holdt op og der igen var en skovkant. Der var ofte elge, der vekslede mellem de to skove. Mod øst var der en høstet mark, mens den lige fremme bestod af  hvede. Langs det nord-syd gående skel mellem de to marker lå der en mergelgrav halvvejs mellem de to skove. Der var flere forskellige marker med afgrøder og flere mergelgrave mod vest, så langt man kunne se.

Rutinemæssigt stillede jeg skydestokken foran mig og placerede kikkerten ovenpå og begyndte at kontrollere det meget store areal for tegn på rådyr. Ofte ser man jo kun ørene eller opsatsen, der stikker op over hveden eller en ryglinie i kanten af en mark. Der var intet. Småfrysende og med en lille længsel efter min varme dyne lod jeg kikkerten feje østover. I mit underbevidste noterede jeg at der ragede en tør grangren ud fra det nordøstligste hjørne af den nærmeste remise. Kikkerten og skydestokken drejede videre over landskabet og nåede endelig ud til landevejen uden et eneste rådyr! I størrelsesorden 50 - 70 hektar. Surt. Men heldigt nok har jeg til vane at gentage turen med kikkerten tilbage til udgangspunktet. Da jeg kom frem til den tørre grangren - var den væk! Da blev jeg mildest talt meget forbavset og spændt. Afstanden var omtrent 250 meter og da der må have været et dyr involveret, blev jeg stående med kikkerten placeret ovenpå skydestokken for at vente på, at dyret viste sig. Der gik et godt stykke tid og jeg var glad for at skydestokken støttede mine arme og aflastede mine skuldre. Pludseligt kommer der en  råbuk op på kanten af mergelgraven. Den havde en meget høj, kraftig opsats, der så skæv ud. Bukken viste sig ikke ret længe men forsvandt ned i mergelgraven igen. Hvordan skulle jeg kunne komme til den? Vinden ville tvinge mig til at nærme mig mergelgraven fra øst over den nyhøstede mark uden beskyttelse. Der er sjældent tid til at tvivle og overveje, hvordan man skal gøre, for så når dyrene langt væk imens. Så jeg travede raskt tilbage gennem skoven og udenom på østsiden langs landevejen og lidt længere nord på end hvor mergelgraven lå. Det regnede stadig ganske fint og jeg havde et regnslag over mig når pürschen begyndte for alvor. Planen var, at jeg ville gå langsomt over marken mod vest, som om jeg ville passere mergelgraven 75 meter nord for den. Forhåbentlig ville bukken så ikke springe, hvis den så mig. 

Selve mergelgraven består af en lavning i terrænet, en mindre vandflade omkranset af siv og med en skråning op mod marken, der er bevokset af pilekrat og brændenælder. Jeg kunne ikke se bukken, når jeg nærmede mig. Standsede langsomt op et par gange og kiggede i kikkerten og var ret opgivende, da den nok alligevel allerede havde set mig og var  forsvundet bagud gennem mergelgraven og fortsat væk i hveden. Til sidst nåede jeg frem til kanten af hveden, våd af sved og satte mig ned på jorden og hvilede. Da jeg ikke havde fået ham at se mere, var der to muligheder: At blive siddende og overlade initiativet til bukken, eller fortsætte pürschen men nu på alle fire. Jeg tog remmen af riflen og krængede forsigtigt regnslaget af mig. Så krøb jeg videre mod syd nærmere mergelgraven. At krybe med riffel, skydestok og håndkikkert er besværligt. Efter ca. 10 meter standsede jeg op og kiggede på mergelgravens kant lige ind i høj vegetation med tætte pilebuske bagved. Ingen buk. Nu havde jeg ikke set ham i, hvad der føltes som meget lang tid. Jeg krøb videre... 

Det måtte bære eller briste. Jeg rejste mig uendeligt forsigtigt op og fik løftet kikkerten - og så lige ind i hovedet på bukken, der havde en meget stor kraftig, mørk opsats. Han stod lavt på skråningen med bagdelen vendt nedad bakke. Kroppen var gemt nede i vegetationen og jeg var klar over at jeg ikke kunne skyde selv om afstanden nu var nede på måske 40 meter. Han kiggede på mig, men viste ingen tegn på nervøsitet. Øjnene var mørke og jeg lod mig rive med af spændingen og intensiteten i vores møde. Bukkefeberen rasede i kroppen.  Kraftig opsats / skydestok.dk

For at kunne skyde var jeg nødt til at komme nærmere og få ham nogenlunde fri for vegetationen. Nu begyndte en af de  mærkeligste oplevelser, jeg har haft med en buk. Jeg havde bedømt mine chancer som små og de var ikke blevet større, da jeg havde opdaget, at han kiggede lige ud mod mig. Håndkikkerten blev nu også efterladt. Jeg krøb i sneglefart lydløst  videre. Rejste mig op meget, meget langsomt, indtil jeg fik øje på ham igen. For at gøre hvad der for mig føltes som en evighed, lidt kortere for læseren, skal jeg nøjes med at fortælle at jeg var oppe fire gange i skydestilling med skydestokken og pegede på ham uden at skuddet var rent nok. Halsskud ville jeg ikke bruge. Hver gang lidt nærmere og til sidst måtte det gå som det kunne. Jeg var klar over, at tættere kunne jeg ikke komme, uden at han sprang. I slow motion kom jeg op den sidste gang og skydestokken var mig til god hjælp, da jeg skulle sende kuglen igennem en lille lysning i vegetationen. Hele kroppen dirrede af spænding og træthed og skydestokken hjalp mig til at holde riflen i ro. Til slut havde jeg fået placeret mig korrekt og bukken fyldte godt op i kikkerten. Med sigtekikkertens 4 gange forstørrelse på så tæt hold, virkede det umuligt at bukken, der kiggede lige ud på mig, ikke var over alle bjerge allerede. Skuddet rungede ud over markerne og gav ekko mod skovkanterne. Bukken faldt sammen og fik en hurtig død. For et øjeblik stod tiden stille og var fyldt med højtid og taknemmelighed. Han lå hvor han havde stået den sidste lille times tid og først længe efter tror jeg mig forstå hvordan det kunne gå til, at jeg kunne komme ind på til slut knap 15 meters afstand af ham. Brunsten er meget krævende for den buk der i flere døgn opvarter en rå. Jeg tror, han var totalt udmattet og stod og hvilede sig uden øjne eller ører for omverdenen.   

I dag hænger han på væggen og er til dato den stærkeste buk, jeg har skudt. Ikke smuk, med en stang pegende bagud og en opad og med små sprosser, men et godt minde af en meget spændende morgen-pürsch. Ikke langt derfra hænger også den nu pensionerede etbenede skydestok i taks med hjortetak, som har tjent mig godt, indtil jeg skød forbi til en nem buk. Det var dette forbi-skud, der fik mig til at sætte mig til tegne bordet og designe Skovfogedens skydestok!

Op    Startside    Flere jagthistorier