Det levende lig

Skovfogedassistentens mareridt

Af Truls Wiberg

Det var en stille lun lørdag sommeraften midt i bukkejagten. Mosen trak mere i den unge skovfogedassistent end byens natteliv. Muligheden for at skyde en buk gjorde valget let. Igennem årene var der ofte faldet mange skud herude og ikke alt vildt faldt dødt om på nabojægernes parceller. På matrikelkortet kunne man tydeligt se hvor smalle og lange de var. Hver gård havde en eller flere moseparceller hvor der tidligere var blevet gravet tørv. Med tiden havde naturen rundet de skarpe kanter af med siv og pil. Nu lå der mange aflange firkantede småsøer i moseområdet og andetrækket om efteråret var formidabelt. Både krikænder og gråænder i mængde. Gæs kunne der også blive lejlighed til at nedlægge. Flere af parcellerne var lejet ud og en af dem havde en lille eng op mod skellet til den store skov hvor assistenten havde sit daglige virke. Det var en torn i øjet på godsets skytte at naboens jagtlejere ofte sad her og skød ind mod skoven efter rådyrene. De gjorde heller ikke nogen hemmelighed af hensigten og tilstedeværelsen. 75 meter fra skellet var der opstillet to set hvide havemøbler i hver sin side af engen. Stol og bord lidt trukket ind under pilebuskenes lange buede grene.

Hertil begav skovfogedassistenten sig for at se om der også denne aften sad jægere derude. Bilen blev parkeret en lille halv kilometer væk og inden han steg ud smurte han kamuflagefarve i hovedet og på hænderne så hverken dyr eller mennesker skulle få øje på ham. Sammen med det mørke jægergrønne tøj ville han være så godt som usynlig inde i mellem træer og buske.

Langs skovens østside ligger det en lille å der afvander hele mosen. Den er både dyb og bred. Åen danner grænse til naboerne. Gennem årene var den blevet renset op mange gange og nu gik der på godsets jord en lille sti ovenpå alt det opgravede materiale. Langs stiens vestside er der over en strækning på flere hundrede meter også mose med blankvand, små øer og holme med rødel, pilekrat og siv. Det er således næsten ikke muligt at færdes her udenfor den lille sti. Træernes kroner bøjer sig ud over åen og kaster skygge over vandløbet. Solstråler spejler og leger i vandet og genspejles på stammerne. Det perler og klukker i det brune vand, vandplanter og grene flyder forbi. Insekter summer rundt i en evig dans. Fluer søger ind på den svedige hud gang på gang og lader sig aldrig fange.

Her først på aftenen er der lyst og let at gå uden at træde på nedfaldne grene og inden længe er assistenten fremme og kigger med kikkert ud mod engen så snart den kan skimtes mellem træstammer, grene og blade. Sad jægerne atter i de hvide havemøbler var han nødt til at placere sig bagved en bakke for at sidde i sikkerhed men ellers kunne han sætte sig højt og få et bedre overblik. Ingen jægere i aften, han kunde sætte sig på bakkeskråningen inde i mellem hasselbuske, ege og krat. Her ved han at råvildtets veksel går ned til engen. Med ryggen op mod en gammel eg placerer han sin Sako 222 over knæet i retning av vekslen. Kommer bukken bliver der ikke tid til at flytte rundt på riflen.

Han tænker på hvad en skovfoged på en anden ejendom fortalte ham var sket forleden dag. Griner lidt stille over den morsomme historie. Skovfogeden skulle ind langs et spor for at foretage måling af højder og diametre af nogle bestemte træer. Efter nogle sving er der en meget lille lysning hvor solen skinner ned i en lysbrønd på græs, blomster og bier. Et ungt par uden en trævl på kroppen nød hinandens selskab uden øje eller ører for omverden. I et inspireret øjeblik går skovfogeden forsigtigt frem og giver manden et klask i bagen og siger: ”Går det godt kammerat?” Han venter ikke på svar men fortsætter med klup og højdemåler hurtigt videre ind i skoven og efterlader et par der nok aldrig glemmer hvilke overraskelser friluftslivet byder deltagerne.

Lidet anede skovfogedassistenten at han snart skulle blive lige så chokeret denne rolige stille aften. 

Solens lys på træerne flytter sig fra stamme til stamme. Tiden går og til sidst går solen ned bagved ryggen på jægeren og farverne begynder at blegne. I halvmørket langs vekslen kommer der en smalrå forsigtigt gående. Et par trin, løfter hovedet, vrider det rundt, kigger og lytter med de kønne sorte blanke øjne og store ører. Nipper et par blade, går et par trin til, bøjer sig ned og græsser af skovens urter. Hun er nu så nær at jægeren hører hvordan planterne bliver revet af og tænderne tygger et par gange før føden bliver sunket. Når hovedet vender nedad er det tydeligt at se hvordan føden som en rund klump bliver transporteret opad langs halsens underside til genbrug på et senere tidspunkt. Nærmere, nærmere, jægeren anstrenger sig for at trække vejret stille og lydløst. Blinker ikke og stivner da den fugtige snude til sidst strækkes frem mod riffelmundingen.

Hun kigger på ham uden at se eller endnu lugte mennesket da både kamuflage og vind er god. At det er noget der ikke plejer at være her er hun godt klar over. Langsomt går hun i en snæver bue udenom og spjætter når hendes næsehule nås af den stærke lugt af menneske. Hun farer af sted men da jægeren ikke rører sig kan han høre hvordan den vilde flugt snart standser.

Der sker ikke mere, hverken nabojægere eller bukken kom, men assistenten har haft en dejlig aften. Det er nu over lukketid og halvmørkt allerede. Han rejser sig stille og begynder at liste tilbage til stien ved åen. Det er ret skummelt men man ser de sorte træstammer, grenene og bladværket mod den lyse sommerhimmel. Pludseligt er det assistentens næsehule der nås af en kraftig besked. Der er lugten af et menneske der er ryger. Ikke tændt tobak men selve den karakteristiske lugt der omgiver dem der er stærkt afhængige af nikotin. Han stivner og kigger sig omkring. Der er ingen at se. Lytter og kigger men alt er stille. Hvem kan det være? Her burde ikke være nogen. Hvem er nu jæger og hvem er vildt? Går et par skridt til og der i mørket under et elletræ ligger der en mandsperson på maven i en forvredet stilling. Nede for foden af stiens skråning mod mosen. Armene mærkeligt vredne… Gode Gud, er det nu min tur at finde et lig tænker skovfogedassistenten. Han kigger skrækslaget på kroppen der ikke ånder eller rør på sig. Som i trance fortsætter assistenten lige ud af stien. Han tænker på hvad en anden kollega havde fortalt var sket et par år tidligere da han var ude i sitkagranerne ved asfaltvejen. Han havde fundet hende sent om sommeren og der var ikke meget tilbage. Selv havde assistenten med et gys set stedet hvor nu diverse svampe stortrivedes. Han må ned til skovfogeden og hente hjælp.

Skovfogedassistenten når storsvedende ned til bilen og åbner døren og synker ned på førersædet. I mørket får han igen samling på tankerne. Manden lå der ikke når han gik ud først på aftenen. Han kan altså være skadet og ikke død men have brug for hjælp. Skulle han selv være skovfoged senere må han kunne takle denne her type situation alene. Men det kunne også være den mulighed at det var nogen der forsøgt at gemme sig – måske en krybskytte? Med et dybt suk åbner han handskerummet og fisker en lommelygte frem, hanker op i riflen og begynder at trave tilbage til liget.

Som han kommer nærmere går han mere forsigtigt og spejder efter manden. Der henne er det, men, men – han sidder jo op? Hånden knuger riffelkolben der hænger på ryggen og assistenten går frem indtil han står fem meter fra manden der kigger op og ind i det stærke lys fra lommelygten. Han ser ganske levende og normal ud.

”Hvad laver du her?”. ”Jeg er på hjemmeværnsøvelse”, svarede liget uden tøven og skygger for lyset med den ene hånd. ”Der er ikke anmeldt nogen øvelse på den her ejendom”, svarede assistenten og sænker lommelygten. ”Du er ikke i uniform, hvad hedder du?” Liget præsenterede sig som Thorkild Jensen, hvilket ikke sagde assistenten noget da han endnu ikke kendte ret mange af naboerne. ”Har du legitimation på dig?” ”Nej” svarede manden der var iført en mørkeblå overall. ”Hvorfor prøvede du at gemme dig for mig da jeg gik forbi dig?”. ”Ja, det var altså sådan, at han var med på den her hjemmeværnsøvelse og skulle ligge lig her på stien…”. ”Det gjorde du ret godt, du overbeviste i hvert fald mig. Men jeg tror dig ikke, er du på ulovlig jagt, er du bevæbnet?”. ”Nej ikke sådan direkte men jeg er mineret!” ”Hvad skal det betyde? Du må komme med en bedre forklaring til skovfogeden. Rejs dig op og følg med”, sagde assistenten som ikke længere viste hvad hans skulle tro om den mørkeblå skikkelse under træet.

”Det kan jeg ikke”, svarede manden. ”Jeg sidder fast med ståltråd til træet, det er minen der skulle springe i luften hvis nogen havde prøvet på at vende mig”.

”Kan du fjerne den selv?”, spurgte assistenten. ”Jo, det kan jeg godt”, svarede Thorkild Jensen og begyndte at løsne metaltråden der nu kunne anes i lommelygtens skær. Manden rejser sig op og ruller tråden sammen og stikker den i lommen. Ingen mine tilsyneladende. ”Du er arresteret og bliver tilbageholdt for ulovligt at have oppeholdt dig her i skoven efter lukketid. Du går forrest ned til bilen og så kører vi op til skovfogeden og får det her redt ud”.

De to mænd traver i tavshed nedad til bilen. Skovfogedassistenten genner det gående lig ind på forsædet og lukker døren. Så tager han patronerne ud af riflen og lægger den ind bag i og stopper patronerne i lommen.

Under den korte biltur op til skovfogedgården kan assistenten høre på den fortsatte forklaring, at Thorkild nok er den han udgiver sig for og at han har været forkert placeret under hjemmeværnsøvelsen der skulle foregå på en naboejendom. Fremme hos skovfogeden gentages forklaringen og med vel valgte spørgsmål til hvilken gruppe han tilhører og hvad kompagnichefen hedder finder skovfogeden der tillige er officer i det danske forsvar hurtigt ud af sagens rette sammenhæng. Efter en kop kaffe kører assistenten manden hjem.

Men han tænker den dag i dag med en blanding af taknemmelighed og gru på hvad der kunne have været sket hvis han skulle have fortsat nedad åen den aften. Hjemmeværnsøvelsen havde til hensigt at træne medlemmerne i at takle svære situationer og han fandt heldigvis den første post – et lig der var mineret. Den næste post bestod af en såret mand med tarme og indvolde udenfor kroppen. For at ikke tænke på den ulykke der kunne have været sket hvis han i jægergrønt tøj med skarpladt våben på vagt langs godsets skel mod krybskytter i halvmørket havde stødt på den sidste post – et voldeligt overfald! Der var tre hjemmeværnsfolk der skulle tæve den stakkels soldat som gik langs sporet…

Truls Wiberg © 2006

Op    Startside    Flere jagthistorier