Startside

8.12.2018
©Truls Wiberg

Elgjagt i Sverige, 2018 skydestok.dk

Västergötland i oktober - november

Hjemme havde jagtholdet fået skudt en lille tyr og to kalve i de tre første dage af elgjagten. Fjorten dage senere var vi med ude igen og
da fik en af mine slægtninge skudt sin første elg. Der kom en ko med to kalve og han leverede fint den ene kalv. Og tænk - igen fik jeg
lov til at sidde på naboposten!  

Det har ikke været mit år med hensyn til skudchancer med riffel, men til gengæld fik jeg skudt den første and for min unge labrador forleden og apporteringen gik perfekt!

Formiddagskaffe
Jægerne samlet rundt ilden efter første såt

Hundefører
To af tre hunde og de er bare dygtige!

Jämtland i oktober
Den første morgen lå der lidt sne når vi kørte ned til samlingspladsen. Senere kom der finregn. Resten af ugen var præget af sydlige vinde med varm luft og godt vejr, hvilket gjorde oktober ugen til en af de mere behagelige for dem der sad på pas. I september havde vi set 40 elge på 7 dage og allerede efter tre dage i oktober var vi oppe på 50 elge. Der var nu flere i området end i september. Den ene dag fik vi syv elge! Det er noget af et arbejde at få dem frem og hjem til slagteriet, hvor de bliver flået og halveret inden de hænges til siden for afkøling til næste dag. De andre dage var mere normale med et par stykker hver dag. 

En gang imellem sker der mærkelige, usandsynlige ting. Når man har med en gæst vil man jo virkelig gerne at vedkommende skal få sig nogle gode oplevelser og måske endda få skudt en elg. I september havde jeg og min kammerat trukket hver sit pas ved siden af hinanden. Der er ca. 350 m mellem dem og en del tæt birke- og granskov og en lille bakke, så vi var ikke til fare for hinanden. Der skød min kammerat så en kvie med to skud. Tro det eller ej - i oktober trak min anden gæst Jonas og jeg samme to pas - og Jonas skød sin første tyr med to skud, ikke 50 meter fra hvor kvien faldt! 
Den korte afstand og retningen mod mit pas, gjorde at jeg meget tydeligt kunne høre de fire kugleslag i elgene inden knalden fra våbnene nåede frem.
Jeg føler mig ret sikker på at jeg ikke kommer opleve det igen!


Jonas med sin første tyr


Lavskrikor
Lavskrige. Tre af dem fløj længe frem og tilbage og samlede fedt fra indvoldene. Helt nær ved os.

Anskydning
Mod slutningen af ugen trak vi atter pas ved siden af hinanden og inden længe hørte vi hunden komme med ko og to kalve til Jonas. En af hundeførerne havde skudt til den ene kalv. Det er ikke altid nemt at se hvilket dyr der er anskudt. Jonas valgte ret - det sidste dyr - og det dyr som hunden fulgte. Det gik stærkt og han følte at han traf. Men elgene fortsatte. Snart kom en enlig kalv i trav lige ned mod mig med hunden bagved. Da kan man ikke skyde. Kalven kastede sig ind i tæt vegetation og stod stille 75 m fra mig i et par minutter inden den igen gik videre op på den bakkekam som lå foran vores pas. På min anden side var der en dam der afsluttedes med en dæmning med en vej 200 m fra hvor jeg stod. I radioen kunne jeg høre at en eftersøgsjæger nu befandt sig i nærheden af dæmningen og en anden meldte at de (en hundefører og en anden gæst) nu gik ind efter kalven på bakkekammen. Pludselig havde jeg en skadet elgkalv, en hund og tre personer indenfor 200 m og indenfor en skudvinkel på 60°. Elgkalven gik ud og stillede sig på 120 m afstand i vandet men jeg anede ikke hvor de andre fandtes. Sigtede på den men afstod fra at skyde. Man vil gerne få afsluttet, men med mange års erfaring ved jeg også hvornår der er klogest at lade være. Elgkalven gik videre og blev skudt i søen 2 kilometer væk. Det første skud viste sig at det var en splitterskade i halsen som den kunne ha fortsat længe med. Skud nummer to sad i bugen og gjorde at vi fik kalven. Vad kan man lære af dette? Jo, man må ikke tage vilde chancer når man skyder det første skud. Derimod havde Jonas gjort ret, som skød til den han mente var anskudt - også om det blev et waidskud. Ellers gik ugen meget godt - vi leverede alle elge der blev skudt til uden problemer. 

Elge - stille eller i bevægelse?
Et par gange har jeg oplevet at en elg har sat sig ned ved siden af mit pas. Som nærmest var der 25 m. Dem har jeg aldrig skudt. Det er ganske hyggeligt at sidde og nyde selskabet. Sprogforbistring mellem dansk og svensk gav her anledning til at svenskerne så noget mærkelige ud når jeg fortalte om det den første gang det skete. "Satte den sig ner?" spurgte de forbavsede. Jeg troede jo at de hentydede til at det var ret ualmindeligt at elgen var så rolig og at den ikke havde opdaget mig. Det var ikke tilfældet. Svenskerne troede at elgen virkelig havde sat sig ned på rumpen! På svensk "lägger" sig nemlig elgen og andet hjortevildt ned.
Uforstyrrede elge står ofte stille i længere perioder og går ganske langsomt med korte trin. Da lader de sig standse med brug af lokkekald eller anden lyd. Ved lettere forstyrrelse traver de ofte væk og forsvinder. 
Når hunden forfølger dem går det i hurtigt trav. Elgen kan være irriteret, standse og gøre små udfald efter hunden. Forsøger man at kalde eller lokke på elge der har travlt så lykkes det sjældent. 
Når elgen er i dårligt humør kan du tydeligt se at den lægger ørerne tilbage, det hvide i øjnene ses, pelsen rejser sig på den forreste del af ryg og hals og den sænker hovedet. Anfaldet kommer da pludseligt. Pas på! Et spark fra et forben kan dræbe en bjørn... 

Skulle en en elg blive kraftigt skræmt kan den forflytte sig overordentligt hurtigt i galop - det ses sjældent og kun over kortere strækninger.
Hastigheden på elgbanen er i øvrigt 19 km/h eller 5,3 m/s hvilket svarer til hurtigt trav. På banen viser sig elgen i 4,3 s over en afstand på 23 m. 
Hvor langt flygter elgen og hunden? Det er meget forskelligt. Nogle elge forlader området helt og forsvinder flere kilometer væk. Andre vender om og kommer tilbage. Skyder man en kalv fra en ko så kan koen blive stående i nærheden, måske 3-500 m derfra og vente. 

Stier og mærkning
Da mange af deltagerne ikke kan finde vej frem til den plads hvor de skal sidde er man nødt til at markere hvor man skal gå for at nå frem. Det sker med plastikbånd. Den der færdes i naturen i Sverige kommer finde mange forskellige: Fortidsminde, naturpleje, skydning forbudt, advarsel for fare og almindelige uden tekst eller symboler i forskellige farver. Nogle er stribede andre ensfarvede. Mange af dem er afgrænsninger af et område hvor der er skovarbejde. Ofte viser de grænser mellem ejendomme. Gamle plastikbånd der ikke er blevet fjernede og nye. Det kan derfor let blive meget forvirrende når man på sin vej møder disse forskellige mærkninger. For at fremhæve at det er en sti der fører til et pas bruger vi to farver "snitslar" - blå og gul. Man skal kunne se dem på alle årstider. De skal placeres så tæt, at man helst skal se to foran sig hele tiden. Hvor vejen til passet forlader et spor eller laver et kraftigt knæk er det ekstra vigtig, at tydeligt markere at her tager stien en anden retning. De skal knyttes fast cirka i brysthøjde og være en halv meter lange. Når de bevæger sig i vinden er de meget lettere at se. Inden jagten starter skal man kontrollere at alle stierne ud til passene er vel afmærkede og eventuelt erstatte de bånd der er forsvundet.

Når man går ud hvor man ikke er stedkendt er det klogt, at følge markeringerne, forudsat at startpunktet er korrekt. Gå ikke for hurtigt, da du pludselig kan tabe sporet og ha vanskeligt at finde tilbage til den sidste markering.
En gang imellem kan man finde en markering som ligger på jorden eller hvor kun knuden sidder tilbage på en gren Det vil sige man kan blive nødt til at kigge meget nøje efter. Ude på moserne blæser de ofte væk og en håndkikkert kan være en god hjælp når man leder efter næste markering. Når du kommer ud til dit pas så husk at lægge mærke til hvor sporet er. Du skal tilbage samme vej, måske mange timer senere og da har lysforholdene ændret sig og solen står et andet sted. Ganske ofte er der en trampet sti som gør det lettere at finde vej - den bliver tydeligere i løbet af efteråret. I gamle dage brugte man øksen til at hugge af barken så at den lyse splint kunne ses på lang afstand. Det kaldes en "blecka" men bruges ikke mere. 

Sti markering
Ofte snor sig markeringen fast og bliver endnu sværere at få øje på.

Jämtland i september

Eftersøg
Dette år startede elgjagten med et dobbelt eftersøg. I nabobyen havde en 80-årig mand
efterladt sig en åben bil med mobiltelefon, stok og nedrullet vindue langt ude i skoven.
Han skulle efter sigende være gået ud for at plukke bær men var ikke kommet hjem.
Det udløste et større eftersøg der involverede det lokale jagthold, politi med eftersøgshunde,
hjemmeværn og helikopter med varmekamera samt et stort antal frivillige der gik mand af huse.
Han blev fundet på det tredje døgn og var nedkølet men levende. Han havde gået forbavsende langt.

Når du far vild - stands og sæt dig ned med det samme! Din hjernes opfattelse af hvor du tror du er på vej stemmer 
pludseligt ikke med virkeligheden. Tag dig en pause og forsøg at rekonstruere din færden. Kan du finde tilbage til
en sti du kender eller den sidste markering af sporet du gik på? Tag frem kort og kompas - som du selvfølgelig har med!  
Find ud af hvor du har nord og se på kortet hvor din sidst kendte position var. Find ud af om du bliver opfanget af en vej,
jernbane, vand som større sø eller en å hvis du fortsætter i en bestemt retning. 
Kraftledninger og vindmøller med tilhørende vejsystem kan bruges om kortmaterialet er nyere. 
Har du GPS i din mobiltelefon eller hundepejl så kan den anvendes. Du kan bede om hjælp via jagtradio eller mobil. 
Kan du høre en vej eller skovningsmaskine?
Færdes du meget alene så findes det nødsendere at købe som ved aktivering sender en position til redningstjenesten
via satellit. Den skal selvfølgelig kun anvendes når der er fare for liv eller helbred. Den lidt enklere varianten til en 
Android telefon sender din position til valgte telefonnumre.

Vælger du at gå videre så husk at eftersøgsområdet hurtigt bliver meget stort. En anden 80-årig mand blev fundet 12 km fra hvor
han forsvandt. Det giver et eftersøgsområde der er ca. 11.300 ha hvis man ikke ved i hvilken retning som personen gik!

Jeg og min danske kammerat trak to naboposter og til min store glæde skød han en kvie der var ude på 160-180 meter.
Den gik ind i det tætte birkekrat og vi måtte vente på hundefører inden den kunne blive fundet efter at skudpladsundersøgelsen
ikke gav noget resultat. Den lå forrent 50 meter inde med to gode kugler.

I det gode efterårsvejr ventede vi tilsammen på at teamet der står for transport skulle nå frem og få læsset elgen.
Skydestokkene kom til god anvendelse som riffelstativ.

Skydestokke kan anvendes når man holder pause

Skytten nyder det gode vejr

Elgen bliver samlet op af transport teamet  

Ni-ender var de største vi måtte skyde i september

Vandringselge
Jagtholdet holder på at forynges. Selv er jeg nu fjerde ældste medlem og der er tre årsager til at man skal tilstræbe
at få med ungdommen. For det første er det vældeligt hyggeligt, at dele en fritidsinteresse med flere generationer
deltagere. For det andet behøver vi arbejdskraft som kan tage fat og orker med det til tider ret tunge arbejde som elgjagt
nu en gang er. Til sidst så er det et spørgsmål om at overlevere en tradition og kundskab om jagt, vildt og kødhåndtering
som vi har fået af dem som var her før os. Vildtet har sine stier og måder at reagere på. En gang imellem kan det undre
en, at elgene stadig følger sine gamle vandringsveje som vores forfædre brugte ved fangst. Mon hvor langt tilbage
har denne viden blevet overført fra generation til generation for os mennesker?
Det mærkelige er at elgene også lærer fra de ældre. Der sker en overlevering af viden om hvor hen man
skal begive sig når vinteren begynder og gå tilbage når foråret kommer. I Nordsverige skifter 90% af elgene mellem vinter og 
sommerområder. De kan vandre op mod 200 km. Længere mod syd er det halvdelen af elgene der vandrer.
Det er formentlig dybt begravet i alt levendes gener. En del af populationen flytter og resten bliver. For populationen og arten som helhed er
chancen for at overleve større.  Nogle mennesker bliver bønder andre eventyrere. Hos nogle fuglearter flytter ikke alle når det bliver vinter.
Hos en planteart kan frø spredes både langt væk og spire nær ved. Frø kan spire med det samme eller ligge længe i jorden. 
Men viden som overføres er udsat for en risiko at gå tabt. I Afrika skydes gamle elefanthunner der ved hvor vandhullerne er 
og vi sætter op vildtstakit langs vejene og skaber urede for vandringselgene. Enligt tidsskriftet Science går viden om vandringsledene
tabt hos elgene efter et par generationer! 


Flåning af bjørn To bjørneskind
Vores dygtige slagter flåede to bjørne. Kødet var fordærvet.

Radiotrafik
Når man sider så mange timer i skoven så når man at tænke på hvad der skal stå her på min hjemmeside.
Det er ofte som jeg hør at beskeder ikke bliver opfattet eller ikke forstået korrekt.
Det areal som vi jager på den enkelte dag kan være flere tusind hektar, hvilket giver lange afstande mellem
skytterne, jagtlederen og hundeførerne. Ofte kan vi kun høre omtrent halvvejs i såten. Det er derfor nødvendigt 
at besked og ordre gentages og sendes videre. En besked lænkes således mellem jægerne til beskeden er nået frem.
Det indebærer at der er mindst tre personer indblandet i beskeden: afsender - mellemled og modtager. Spørgsmål og
svar har således rigelig mulighed for at blive misforstået eller ændret undervejs. Lydkvaliteten er ikke altid god og man 
hør og forstår derfor ikke hvad der bliver sagt.  

Man kan forbedre radiotrafikken gennem at tale tydeligt, langsomt og holde mikrofonen korrekt. 
Se til at trykke ind senderknappen, vente et kort øjeblik og derefter kalde op. 
Anvende korte enslydende opkald som: "Jens til Anders". 
Er der flere på jagtholdet som har det samme navn så se til at præcisere hvem gennem at bruge efternavn eller lignende.
Særligt er det vigtigt, at sikkerheden får høj prioritet. Tænd for radioen allerede når du forlader bilen og ha den på indtil du er
tilbage efter jagten. Noget kan ændre sig, nogen kan behøve hjælp.
Hundeføreren må gerne melde sig når han eller hun nærmer sig et pas. Skytten må ikke forlade sin post uden at jagtleder
har givet sin tilladelse. Skytten skal orientere sine naboposter om at han eller hun går frem til skudstedet.
Jagten er først slut når jagtleder på en entydig og ensartet måde forklaret jagten for afsluttet. Derfor er det uheldigt at andre
mod jagtens slutning ofte begynder at spørge om jagten er afsluttet? Det medfør risiko for at nogen hør "afsluttet" og begynder at 
gå tilbage til bilen. Derfor er det kun jagtlederen som skal anvende ordet. Hos os lyder det: "Lystring samtliga - jakten är avslutad"
Det er godt og kan ikke misforstås. 
Radiodisciplin er svært - hvad med et lille vinterkursus for dine kammerater?

Jagtradion skal sidde så højt som muligt 
Jagtradioen placeres gerne så højt som det er muligt. 
Her med en skovantenne der giver længere rækkevidde sammen med en maksimal sendereffekt på 5 W.

Lodtrækningen 
Vores jagthold er stort med op mod 30 deltagere. Det betyder meget for sammenholdet at man husker og 
anvender hinandens navne indenfor jagtholdet.
De der er kommet med sidst føler sig hurtigt velkomne og delagtige når alle lærer hvad de heder.
Udlodning av pas sker lidt forskelligt fra jagthold til jagthold. Men en god måde er at passene er nummereret
på et kort og at jagtdeltagerne trækker en lod med et nummer. Derefter råber jagtlederen op numrene et og et og 
vedkommende med nummeret svarer med sit navn som jagtlederen så skriver på kortet. 
Herved får alle i lokalet en daglig repetition af alle navne.  

OP