Startside

19.5.2018
©Truls Wiberg

Pernilles "tur"

Den første grisOzzy i dyb sne og helt nediset snude

Af Truls Wiberg

Igennem mange år havde Pernille trofast hjulpet med at passe hunde, når vi havde rejst væk på elgjagt. Nu var tidspunktet kommet, hvor det lod sig gøre for os at invitere hende med til Småland på riffeljagt. Der var et par elgkalve tilbage på licensen og grisene besøgte foderpladserne med jævne mellemrum. På dansk og svensk kan ordet "tur" betyde både  "lille rejse" eller "i rækkefølge". På svensk har det yderligere en betydning: "held", og det handler denne lille fortælling også om.

Flere af de svenske amter havde lukket for løshundejagten, da snedybden nu var blevet for stor. Det var nok sidste chance i Småland med den udvikling, som denne vinter havde taget. Forberedelserne, telefon- og e-mail trafikken var med til at højne forventningerne inden afrejsen.

Selv var jeg kommet op dagen før og mødte både vores jagtvært og de tre andre jægere, der var kommet lige så langt fra som jeg selv, men bare fra nord, fra Värmland. De medbragte sine dejlige østsibiriske Laika hunde Fanny og Ozzy, der er søskende, men fra hvert sit kuld. Det er udholdende, stærke jagthunde med ret høje ben, der kan klare at gå på jagt om vintern og komme væk fra en sur elg eller et irriteret vildsvin - også i ret dyb sne.

Vi blev hjemme den første aften og nød værtens middag og gik ret tidligt i seng. Næste dag bød på to drev og meget svære forhold for både hunde, hundefolk og jægere. To andre danskere og en svensker mere, støtte til jagtholdet og vi gik i knædyb sne til poster oppe på bakketopperne i de bjergrige omgivelser. Når sneen er dyb holder vildtet sig i ro og flytter sig så lidt som muligt.

Det lykkedes ikke for os at få vare sig elg eller gris til at bevæge sig forbi en skytte. Vi ser meget få spår udover dem fra rådyrene. En gang ser en af jægerne fire rådyr!

Vinterlandskabet er fortryllende stille med iskrystaller og store puder af sne på alle sten og andre forhøjninger i landskabet. Grangrenene var tynget ned mod jorden og lukker for adgang til dele af den tættere skov. 

I jagtradioen hørte jeg, at hundefolket snart var fremme ved "min" lysning, hvor jeg sad oppe i et tårn med god udsigt. Først kom den ene hund og så den anden. Hurtige hop i den dybe sne og Ozzy kiggede op mod mig med et totalt nediset snudeparti. Han var let genkendelig med sin orange vest, der øger sikkerheden ved grisejagt.

 

Hundene hører et eller andetFanny var ikke langt efter og snart dukkede også Kent og Karl Henrik op, langsomt gående i den dybe sne efter flere kilometers gang. Snedybden varierede en del. Nogle steder var den fyget sammen i lavningerne eller langs klippesiderne. Her kunne man synke i til livet. Andre steder, oppe på bakkerne kunne der til gengæld være ret let at gå. Det var tydeligt, at det snart var tid til en pause.

Ved ilden kom kaffekedlen frem med rigtig kogekaffe - sort som tjære! Pølser og flæsk blev stegt på de medbragte stegepander og duften i den ellers kolde luft fik mundvandet til at løbe på både hunde og mennesker.

Patrick er dygtig til at lave husflid og vi beundrede hans smukke "kåsa", et  trækrus lavet af en "vril", en knude på f.eks. en birk. Det kræver godt håndelag og lidt specialværktøj. Man bruger bl.a. "skölp", der er et krumt stemmejern og skeknive. Min skydestok blev også bemærket.

Vi havde ikke travlt men nød ilden og samtalen. Det er rart, at der er tid at tale sammen. Alt er ikke bare jagt, det er i lige så høj grad samværet i skoven, der giver glæde og gode minder. 

I øvrigt behøvede både vi selv og hundende en lidt længere pause efter formiddagens arbejdssomme trykjagt med løs hund. Hundene låg i sine bure i bilerne, hvor der var læ og vand. Et par timer før vi gik i gang fik de meget lidt morgenmad og hovedmåltidet først et par timer efter jagten. Alt for at undgå, at de bliver syge af mavedrejning og at de har så stor bevægelighed som muligt.

Efter spisepausen kørte vi over på den anden side af ejendommen og kom nu til det rigtigt kupperede Småland. Her var lange stejle bakker og smuk udsigt. Efter en anstrængende opstigning til toppen på et af disse bjerg blev jeg belønnet med et flot udsyn, en smuk aflang lysning - en renafdrift med to jagttårne.

 

 

 

 

Fanny og Ozzy på vinterjagt- Så en buk der gik uforstyrret indenfor rækkevidde fra min post. Den gik meget langsomt med sne op til brystet og fandt formentlig puder med blåbærris, der lod sig frilægge med fire hurtige skrab med højre forben. Mon ikke der er nogen, der har fundet ud af, hvorvidt rådyr er mest højre- eller venstre- "forbenede" og hvis deres antal skrab med benet er individuelt? Jeg tror i hvert fald, at disse to ting kan bidrage til at skelne mellem individer.

 

Råvildt måtte stadig skydes, men kun hvis vi ikke havde løs hund - og det havde vi jo.  Hundene var rådyrsrene og vi jagtede elgkalv og gris. Men det ville alligevel være forkert. Jagt på denne årstid med så meget sne bør kun ske med omtanke og ikke vare for længe.

Billedet her til venstre viser Fanny og Ozzy iført de gule halsbånd, der gør hundene meget mere synlige inde i de tætte bevoksninger, når de har standhals på vildsvin. De ses også bedre i mørke. 

Der findes forskellige fabrikater af sådanne halsbånd. Den bedste model er den, hvor de gule flapper står vinkelret ud fra hunden - Flipp reflexband.

Den orange vest  er egentlig en vest der benyttes af brugshunde (SBK: Svenska Brukshundklubben), men den går jo fint her også.

Begge hunde er forsynet med sender til Garmin hundepejl, hvor man kan se og følge hundene direkte på skærmen. Der bruges et baggrundskort, der gør det muligt at navigere og følge efter hundene i terrænet, også når man er i områder, hvor man ikke er lokalkendt. 

Ser man efter omhyggeligt, kan man ane antennerne fra senderne bag ved hundenes ører.

 

 

 

Praktisk stativ over ilden til stegepander og kaffekedelSidst på eftermiddagen kørte vi rundt og kiggede på foderpladserne, strøede lidt majs, ærter og sukkerroer ud. Der var gamle oversneede spor fra vildsvin og frisk fod fra råvildt. Vi møtte Otto og Pernille på vejen til den sidste foderplads og kørte hjem. Kun på den nærmeste foderplads havde der været aktivitet efter et mindre antal grise. Der var således kun en aktiv foderplads til 6 jægere!  


Karl Henrik havde forberedt "tjälknöl" af elg med kartofler i fløde og salat. Til dem der ikke ved hvad en "tjälknöl" er, skal jeg fortælle at det er en elgsteg der bliver opvarmet fra frossen til 55°  (rød) eller 65° (rosa) eller 75° (stegt) i ca. 10-12 timer og derefter lagt i en saltlage indtil den bliver kold. Det smagte himmelsk. Vi snakkede hyggeligt og skulle så beslutte hvem der skulle sidde hvor.

Nu skete der noget meget ualmindeligt og bemærkselseværdigt som jeg vil dvæle lidt ved.

Magnus, Karl Henrik og Kent havde kørt lige så langt som vi, 400 kilometer for at denne ene gang på året få chancen at skyde en grisebasse. De havde sågar taget traileren med hele vejen, så de kunne få eventuelle vildsvin med hjem.

Det var Pernilles første udenlands jagtrejse og hun havde således aldrig skudt et vildsvin.
Hun er ualmindeligt dygtig til at lave de lækreste madretter af gode råvarer, og lige præcis vildsvin står meget højt på hendes menuer. Hun bliver  lyrisk ved tanken på chancen at få sig en grisling!

For Otto's og min del betød det nok ikke så meget, om vi ikke kom til at gå ud at sidde eller om vi skulle sidde et sted hvor chancen var minimal. Vi havde jo arrangeret denne rejse for Pernille som tak for al hjælp og har begge skudt vildsvin før.

De tre værmlændinge sagde i munden på hinanden, at de ville lade Pernille få den eneste aktive foderplads for sig selv og at de ville blive hjemme. Det var stort og en meget flot gestus som vi blev meget rørte over, og i særdeleshed Pernille. De havde kun denne ene aften at sidde ude efter gris, da de skulle hjem igen efter næste dags jagt. Som sagt - så gjort: jeg kørte Pernille ud i den måneoplyste skov og gav de sidste instruktioner. Hun listede sig "stille" ned langs gærdet til hochstanden, der stod 30 meter fra foderpladsen. Her havde jeg selv skudt en gris sidste år.  

Pernille fortalte senere, at hun allerede på vej derned havde set en gris og tænkte: ØV!! Der røg den chance... og da det ydermere frøs -16°, knagede og bragede alt voldsomt, selv den mindste bevægelse med riflen i hochstanden!

Da den første gris listede frem efter en halv time, fik Pernille "bukke-grisefeber". Det var simpelthen for fantastisk! Herpå kom yderligere en mellemgris og så to smågrise. Slutteligt kom ”so-mutter” og tog en rekognoscering rundt foderpladsen, for så at tage opstilling længst væk over mod granerne i mørket. - De fire grisebasser sprang nu rundt og forsøgte at hapse foder fra hinanden!

Dette skue sad Pernille og nød i 10-15 min. Så turde hun ikke vente længere og udvalgte sig omhyggeligt en fin mellemgris. Med et højt lungeskud, der lammede ryggen fortil, væltede grisen om på siden, spjættede lidt og var stendød.

Pernille sad nu ydmygt og var en fantastisk jagt- og naturoplevelse rigere.

----- Hjemme sad vi og hyggede os og var nået til anden omgang af den dejlige mad og sludrede lystigt. Der gik ikke en time, før der kom en SMS: "Grisen er død!"

 

 

Så lykkedes det!Vild jubel rundt bordet! Så var det lykkedes og den glæde, vi alle følte var varm og ægte. Så skal jagt være - at kunne dele succes og jagtlykke med andre! Vi skyndte os ud med de to hunde, der så fik en lejlighed til, at hver for sig finde grisen. Det var nu ikke så svært på den hvide sne, hvor den lå på foderpladsen i måneskinnet. Jeg brød en grangren og stoppede i lommen inden jeg gik ned til Pernille. 

Pernille jubler her på billedet over sin første gris! Hun forstod at holde sig i ro indtil den rigtige gris stod fri og skød den med sin 30-06'er, så den blev på pladsen. En rigtig lille spise-gris! Godt gået!

Hun havde en meget spændende aften med i alt 5 grise på foderpladsen. 

 

Vi tog hjem alle seks og fortsatte med kaffe og is og hvad havde vi det hyggeligt! Festen sluttede sent.

 

Når man brækker grisen skal man huske, at spare 25-50 gram af den del af mellemgulvet, der sidder nærmest rygraden eller anden tværstribet muskulatur - se vejledningen på SVA's hjemmeside.

Det er utroligt så hurtige de er på SVA (Statens Vetrinärmedicinska Anstalt) med at teste vildsvinet for trikiner. Man sender ind en prøve den ene dag og allerede næste dag havde vi resultatet pr. e-mail. Der var ingen trikiner i. Det er sjældent som de finder trikiner, men man bør ikke undlade at teste sit kød. Under alle omstændigheder bør man stege eller koge det omhyggeligt.

 

 

 

 

Minus 18° og dyb sne i Småland 2010Anden jagtdag var der minus 18°, endnu mere sne, og Pernille havde tidligere på dagen, på vej til pas været uheldig at træde ned i en kilde og havde nu våde bukser og tæer. Det fik hende ikke til at overveje at indstille jagten...

Men værmlændingene skulle nordpå og det endte med, at vi alle holdt for denne gang og kørte hjem til varme fodbade og tørt tøj.

Otto står med sin skydestok. Han var en af de første der fik en og har været meget behjælpelig med gode råd og tester helt fra begyndelsen. Pernille havde ligeså skudt sin riffel ind med den skydestok, jeg havde lavet til hende og hun forsikrede mig om, at "der startede hendes jagtheld allerede!" Ja! God planlægning må der til!

Vi fik inget andet bytte denne gang end Pernilles første gris!

 

En varm tak til vores værtfolk der gør disse rejser mulige og ikke mindst til Magnus, Karl Henrik og Kent for deres måde at være på!  Jeg håber vi ses allesammen til næste år.

 

Vi rejste hjem den følgende dag til vinterstorm i Danmark og DMI spår os den koldeste januar vintermåned i 23 år, frostgrader indtil april og isbryderne står standby med 24 timers varsel. 

Talte med en jagtkamrat i Jämtland - vi har nu mere sne end de...

 

 

 


Mon ikke jeg snart må komme ud?                                                              KLIK PÅ BILLEDET OG SLIP OZZY UD PÅ ELGJAGT!

 

Op    Startside     Flere jagthistorier