Hjortejagt og den polske skovfogeds skydestok

Eller hjortebrøl og andre brølere at tage ved lære af...

Af Truls Wiberg

Gennem mange år havde en kronhjort stået højt på min ønskeseddel. Jeg befandt mig derfor i bilen på vej østover i Polen til statsskovreviret Przymuszewo, der ligger halvvejs mellem Szczecin og Gdansk. Fem dages jagt efter kronhjort i den sidste del af september måned. Der skulle være en god chance for at høre og se brølende hjorte, hvilket jeg glædede mig meget til.  

I Danmark og Sverige havde jeg mødt kronvildt mange gange, både under mit arbejde i skovene og på jagt. Altid lige fascinerende og imponerende dyr. Jeg var en yngre teenager, da jeg første gang så en hjort trave forbi mig over en eng, en sommer-formiddag i Midtjylland og den gjorde et dybt indtryk på mig og jeg kan stadig let genkalde øjeblikket. Årene gik, og jeg deltog i riffeljagter i de midtjyske plantager. Nogle gange på ski, hvor vi fulgte sporene og andre gange i drivende tåge, hvor kronvildtet kunne dukke op lige foran én og glide forbi på få meters afstand, bare for at forsvinde ud i det grå dis igen. Kun én gang fik jeg skudt og det blev heldigvis en forbier. Tre hjorte kom skråt forbi mig på 25 meters afstand i trav og jeg holdt i min uvidenhed til den forreste. Der var en hind med en kalv og en hind mere. Det var min første brøler. Senere lærte jeg at skyde bedre og vælge mål med større omhyggelighed. 

Som skovfogedelev i Midtjylland havde jeg glædet mig til at få chancen til at skyde mit første stykke kronvildt. Heller ikke dette lykkedes, da sneen udeblev. På distriktet gik man kun på kronvildtjagt, når der var sporsne. Men oplevelserne var store alligevel. At finde en kastestang, at høre en hjort brøle i måneskin tæt, tæt på en, midt inde i en hedeplantage, alene om natten.

I Sverige gik det ikke bedre. De gange hvor vi fik lov til at skyde kronhjort så vi sjældent nogen - og som for at gække os kom der en gang en grov kapital kronhjort, der travede fronten af, parallelt med skyttekæden, som om han vidste at vi ikke måtte skyde. Han stillede sig sågar med bredsiden til på 15 meter og blev stående længe! Vi nød synet og glædede os over, at vi fik oplevelsen med. 

Da jeg kom til at bo og arbejde på Sjælland, var mulighederne ikke så store for at skyde kronvildt, så til slut valgte jeg at rejse til Polen. 

Vi var tre jagtgæster, der ikke kendte hinanden, som blev indlogeret hos skovrideren. En meget venlig og gæstfri familie, der virkelig gjorde alt for, at vi skulle føle os velkomne. Den ene dansker var en rutineret hjortejæger, der var i Polen flere gange per år og den anden, en mand, der havde sukkersyge. Det skulle snart vise sig at være en lidt uheldig kombination. Dette var min brøler nummer to, at rejse alene uden at kende mine jagtkammerater. Den rutinerede jæger medbragte dansk mad og spiste kun meget lidt af det, der blev serveret og takkede konsekvent nej til at prøve fremmede retter eller at tage to gange. Den anden led af sukkersyge og kunne heller ikke spise frit fra bordets overdådige tilbud. Skovriderens kone og datter arbejdede hele dagen i køkkenet og frembragte den ene polske eller lokale ret efter den anden. Rødbedesuppe, hel karpe, vildsvin, kylling, hjemmebagt brød, egne grønsager, kødretter, pølser, postejer, æg-retter og desserter. Alt skyllet ned med medbragte danske øl, lokale øl, vodka, snaps og kaffe, kager og chokolade. Det kræver måske også en mere detaljeret beskrivelse af døgnets rytme for at forstå, hvorfor jeg kalder det en brøler...

Vækkeuret ringede ubønhørligt og morgenkulden fandt vej ind under dynen, når man vendte sig om og prøvede at undslippe "ulyden". Vel oppe havde husets værtinde sørget for en termokande med kaffe, lidt brød og pålæg. Vi spiste i tavshed og mere af pligt, fordi vi skulle være væk i mange timer, end af appetit. Udenfor ventede den lokale skovfoged der, skulle være min jagtguide. Lidt tysk og tegnsprog klarede man sig fint med, når begge var jægere. 

Hele reviret var på 28.000 hektar og min guide disponerede over 4.000 hektar, som vi kunne jage på. Det gav rigeligt med plads og uden hans lokalkendskab havde jeg nok ikke fået set så meget vildt. Jeg tror, at han ville prøve mig af, fordi han små-løb i skoven den første dag. På morgen-pürschen var det ikke noget større problem, men det blev det om aftenen. Mere herom senere. Vi så meget fod, men der var kun råvildt at se, og ingen hjorte brølede. Det var stadig lunt om morgenen og efteråret havde ikke rigtigt indfundet sig. De nummererede mejsekasser langs skovsporene bidrog til biologisk bekæmpelse af skadeinsekter. De store myretuer, der husede den røde skovmyre, var indhegnet med kraftige pæle og pigtråd for at forhindre vildsvinene i at ødelægge myretuerne. Skovmyrerne er også effektive medhjælpere i skovbruget. Ved 10-tiden vendte vi hjemad og nu var huset i fuld gang. Skovkontoret var fyldt med funktionærer og i køkkenet dampede og osede det af formiddagens arbejde. Vi nåede lige ind og kunne vaske os, inden vi satte os til bords med varm mad, brød, pålæg, drikkevarer ad libitum og hele tiden nye retter! Nu begyndte jeg at ane et problem. Af de tre gæster var jeg den eneste, som værtsfolket kunne overtale til at smage, "tag endelig noget mere" - og skulle vi ikke også lige smage en anden snaps og så var det osten...  Propmæt og meget søvnig trak jeg mig tilbage til mit soveværelse og faldt i dyb søvn.

Efter middagssøvnen talte vi med husets beboere, og jeg fik hørt mere om skovbruget i Polen af en forstkandidat, der talte glimrende tysk. Han fortalte mig mange ting om livet i skovene og skovdyrkningen på stedet. Sidst på eftermiddagen var der tid til middag... Det er ikke til at forstå, at man vil servere så ofte og så meget mad. Men nu var det først suppe, derefter steg og diverse tilbehør og endelig en efterret. Værtinden og datteren havde nu indset, at den eneste person, der kunne gøre deres daglange anstrengelser i køkkenet ære, var undertegnede. De gik til frontalt angreb. Der var mange retter! Til slut var måltidet over, og jeg takkede for maden. Sveden brød ud på panden og bæltet måtte flyttes et hul udefter. En kop kaffe i stuen, og så var det tid til at samle grejet sammen og gå ud til den ventende skovfoged. 

Det gik, som jeg frygtede - han små-løb igen! Der gik ikke mange hundrede meter, før jeg måtte melde pas. Ikke på grund af manglende kondition, men naturen krævede, at jeg fandt en busk at gå bag ved og få lettet på trykket. Derefter gik det bedre. Enhver hjortejagt i nærheden blev dog umuliggjort. Efterhånden begynder tempoet at blive mere roligt. Vi går langt. Smukke græsklædte bølgende bakker med skovfyr og slingrende spor og lysninger, som man kunne snige sig frem til. Sigter på en hjort i mørket, der går i en rudel, men da jeg ikke kan se nok, afstår jeg fra at skyde. Det var blevet helt mørkt, da vi begyndte hjemturen til det oplyste hus, hvor vi blev modtaget af de andre, der havde været ude og kigge. Ingen hjorte den første dag. Vi fortalte hvad vi havde oplevet og spiste lige en gang til! Denne gang lidt lettere: brød, pålæg, te og kaffe, øl og stærkere varer, som lige skulle prøvesmages. Vi fortalte om, hvad vi lavede i Danmark og det blev sent, inden vi faldt om i vores senge. Jeg forstod nu hvorfor den jæger som var i Polen flere gange per år, insisterede på at spise sin egen mad og takke nej til værtsfolkets anstrengelser. Fire timer senere ringede vækkeuret igen... Der var stadig fire dages spisning tilbage!

Vi kørte ud til et nyt sted og lyttede i bilens mørke efter hjortebrøl. Sneg os af sted ned mod en sø, hvor vi hørte en hjort brøle og langsomt arbejdede vi os nærmere ind gennem en ung fyrretræsbevoksning, der skærmede os fra rudlen.  Morgentåge, højt græs, sø-kant, spredte lave fyrretræer og mange hinder, kalve og en pæn hjort. Dyrene bevægede sig af og til, og der var hele tiden en risiko for at blive opdaget. Endelig kom hjorten fri af hindene og jeg fik et ret let skud til ham på nært hold, ca. 50 meter. Hjorten kastede sig rundt og forsvandt mod sø-kanten. Rudelen plaskede forbi os og hjorten var ikke med. Et godt tegn. Jeg nåede at skyde en smalhind, der var blandt de sidste dyr, der løb forbi. Skovfogeden ville eftersøge smalhinden først, og vi fulgte efter det tydelige spor, som rudelen havde afsat i græsset. Jeg fik øje på nogle små schweiss-klatter i græsset, og vi fulgte sporet og fandt snart smalhinden. Skovfogeden brækkede den, og så gik vi tilbage for at finde hjorten. Min guide sagde, at den løb videre mod venstre, hvad jeg havde meget svært ved at forstå og vi ledte der uden at finde noget. Jeg gentog min forklaring og endelig gik han ned mod søen og fandt hjorten. For mig var det en stor oplevelse og skovfogeden holdt sig taktfuldt lidt i baggrunden og lod mig nyde øjeblikket, hvor jeg kunne gå helt frem og røre ved hjorten. En afskuds hjort med en anelse skævhed i kronen og et ulige antal sprosser. Jeg var lykkelig!   

Men det varede ikke ved, to dage senere var det tid for en ordentlig nedtur, da jeg anskyder en virkelig pæn hjort på grund af manglende rutine. Vi havde hørt den adskillelige gange hele morgenen og den havde den groveste stemme af hjortene. Skovfogeden havde medbragt sin trebenede skydestok, som han stillede op foran mig, og gjorde tegn til at den skulle jeg anvende. Hjorten står på dette tidspunkt små 100 meter ude på en renafdrift og vendte front imod os og holdt os under observation. Jeg lagde riffelen op og fandt den alt, alt for lav. Hele min skydestilling var ubekvem og ustabil og jeg burde have afprøvet skydestokken inden - og helst haft en egen med mig. Tid til brøler nummer tre! Jeg accepterede den dårlige stående skydestilling med krumbøjet ryg, i stedet for at gå ned til siddende - og jeg skød et spidsskud i stedet for at vente på at hjorten havde vendt siden til. Spidsskuddet er vanskeligt, da risikoen for en anskydning er betydeligt forøget.

Man plejer at tale om, at fejl ikke må ophobes, da risikoen for en alvorlig ulykke vokser kraftigt med antallet af fejl. Det vil sige, at det skal gå galt, når en fuld mand sætter sig ind i sin bil, der har defekte bremser og kører på trods af, at det er isslag. Her skete en ophobning af fejl eller risici: Dårlig skydestilling, vælger at skyde et svært spidsskud,  samtidigt med, at man er påvirket af jagtens spænding. Vi konstaterede træf, men følger kun schweissporet ca. 100 meter, inden vi forstår at dette formentlig er en anskydning, og at vi behøver hjælp.

Den fjerde og sidste brøler, som jeg vil tage med, illustrerer meget godt, at man som gæst må holde god mine på trods af, at der begås betragtelige fejl. Vi kørte hjem og lod hjorten i fred. En kop kaffe, lidt morgenmad og så ventede vi på eftersøgningsholdet, der bestod af to sporhunde, en hundefører og en skytte. Efter små to timer var vi tilbage på skudpladsen. Hundeføreren havde nu kommandoen. Mine to jagtkammerater, skovfogeden og jeg selv, skulle efter aftale stille for rundt om den unge fyrretræsbevoksning, som hjorten havde søgt ind i. Der var gode chancer for, at han stadig var derinde, i og med, vi havde afbrudt vores eftersøgning. Vi fik 10 minutter til at komme på plads. Til min store irritation så tog eftersøgningsholdet overhovedet ikke opgaven med alvor. De snakkede højt, grinede og røg ildelugtende smøger. Længe inden vi var kommet på plads gik de i gang med hundene på sporet. Og så til det værste: Skytten havde en meget pæn riffel, som han havde vist os - så den bar han i et futteral. Han havde ikke taget riffelen frem, da han gik ind i bevoksningen - og så sker det, der måtte ske, hjorten rejser sig op foran dem og går langsomt bort, uden at skytten nåede at få taget sin riffel op! Hjorten forlader bevoksningen i den modsatte ende, hvortil vi ikke var nået frem.

Vi fulgte ham længe og hundene blev ikke sluppet, da hundeføreren vurderede, at den ikke var syg nok til, at hundene kunne stille den. Den søgte ned til en sø, hvorfra den vendte og gik tilbage igen. Hundeføreren og skytten ville nu fortsætte alene og sendte os hjem, hvilket ikke føltes let. Jeg har skudt andre hjorte siden, og det er den eneste hjort,  som jeg ikke har fået. Eftersøgningen opgives efter yderligere et par timer. Skovfogeden fortalte skovrideren hvad der var sket, og der faldt brænde ned. Man behøvede ikke kunne forstå polsk for at begribe, hvad der blev sagt!  

Moralen er, at du skal træne med din egen skydestok derhjemme - og på skydebanen indtil håndteringen og skydestillingerne sidder pr. rygmarv. Skydestokken skal helst være tilpasset brugerens højde. Brølere skal bruges til noget positivt - man kan blive mere omhyggelig med skydningen næste gang og ved eftersøgninger har man altid våbnet klar!

Efterskrift
Dagen for min hjemrejse var kommet. Det havde været en meget dejlig jagtrejse og jeg var meget glad for al den venlighed og gæstfrihed som mit værtspar med familie havde ydet. 
Hjorten var blevet afkogt og stod nu hvid og fin på bordvægten, der var forsynet med en meget stor rund skive, hvor viseren pegede på nøjagtigt fem kilo. Jeg havde aftalt med rejsebureauet at jeg afregnede efter vægt og ved 5,0 kilo steg prisen betragtelig. Lige præcis foran geviret på vægten lå der en karamel i et farverigt karamelpapir. Den lå helt åbent og demonstrativt. Ved siden stod skovrideren afventende uden at sige noget. Efter at have set hvad geviret vejede, kiggede jeg venligt på skovrideren og tog kuglepennen og underskrev det dokument der bekræftede at jeg havde skudt en ulige fjortenender og at den vejde 5,00 kg. Jeg lade pennen fra mig, rettede ryggen og tog roligt karamellen fra vægten og betragtede viseren der bevægede sig ganske lidt mod venstre, men nok til at vægten gled ned under 5 kilo. Jeg stoppede karamellen i munden og vendte mig mod skovrideren. Vi så begge på hinanden og smilte. 

Op    Startside    Flere jagthistorier