Startside

29.9.2018
©Truls Wiberg

En svensk buk skydestok.dk Buk og skydestok / skydestok.dk

En lille beskrivelse af en rigtig dejlig jagtoplevelse fra bukkejagten i Sverige 2007 J  

Af Morten BM

Truls, Edith, min far og jeg var taget til Sverige i forbindelse med at bukkejagten gik ind den 16. august. Min far og jeg havde allerede hver skudt én flot buk, men vi undrede os vel egentlig lidt over at vi ikke havde set flere bukke, og specielt, at vi ikke havde set flere stærke bukke.  

Lørdag morgen havde jeg fået lov at tage på sydlige del af reviret. Vi vidste, at der året før havde gået en rigtig flot stor buk derovre, men vi vidste ikke, om den var blevet skudt i efteråret. Det stykke, som jeg havde fået lov at gå på, består hovedsageligt af en lettere ufremkommelig højmose med marker på to af siderne.

Jeg havde valgt, lidt i samråd med min far, som ofte har nydt at være dernede, at sætte mig for enden af et gærde, som førte fra en landevej ned mod skoven, med højmosen inde bagved. Dette gærde deler en stor mark i to dele; delen til venstre var ikke høstet, det var den højre derimod. Hvilken side skulle man koncentrere sig om? Jeg valgte at sætte mig, så jeg kunne dække hele den uhøstede side, og det meste af den høstede. Jeg satte mig på min fine jagtstol med min skydestok foran mig.  

Ca. 80- 90 meter ude kunne jeg se et større areal af korn, som ikke var særlig højt. Ca. halvt så højt som resten af kornet på marken. Der var ca. 100 meter fra hvor jeg sad hen til skoven. I grænsen af denne så jeg en fin rå gå omkring. Efter en lille times tid, blev jeg nød til at træde af på naturens vegne, så jeg listede mig forsigtigt tilbage op mod landevejen for at klare det. Da jeg kom tilbage på min pind, fattede jeg kikkerten for lige at kontrollere mit område. Kunne med det blotte øje se råen, som nu var gået ud i kornet, næsten derud hvor kornet var lavt. Spejdede rundt med kikkerten, og kiggede lidt på råen. Gulp…

Det var ikke råen.

Det var en rigtig stor, flot, stærk seksender.

Det måtte være den store fra sidste år, som der var blevet talt om. Det kunne ikke være andet. Jeg fattede riflen og fik den op i skydestokken, hvis ben var spredt næsten helt ud for at komme ned i min siddehøjde.

Turde ikke rejse mig af frygt for at skræmme ham væk. Min puls hamrede derudaf, og bukken svævede noget livligt rundt i kikkerten. Jeg kunne ikke få et rent skud til ham. Kornet var for højt. Heldigvis bevægede han sig ud imod det lave korn. Måske jeg kunne komme til at skyde ham dér … Efter et par minutter havde han bevæget sig så langt ud, at jeg havde helt frit skud til ham. Jeg syntes, at jeg havde fået styr på vejrtrækning og puls, og havde et godt hold på ham – og trykkede af.

Bang …

Han sprang én gang op i luften, ikke med noget typisk tegn for et skud. Han løb 30- 40 meter videre mod venstre ud i det høje korn, og stod der og kiggede lidt rundt. Han virkede slet ikke mærket af et skud. Jeg var målløs og chokeret. Kunne jeg have skudt helt forbi? Havde jeg anskudt ham? Så ville han da tegne mere nu osv. Tankerne fløj gennem hovedet på mig. Jeg fik fat i riffel og skydestok og prøvede at følge efter ham i kanten af marken da han begyndte at gå videre. Tankerne fløj afsted. Hvad nu hvis han løb sin vej? Og endnu værre, hvad nu hvis han løb sin vej og vi ikke fandt ham med hunden? Skulle jeg ”tage chancen” og skyde ham på halsen? Jeg listede videre langs kornmarken og håbede at få et skud til ham. Han standsede op ude i kornet og jeg fik skydestokken på plads og riflen op at ligge. Helt perfekt stod han der med siden til. Ingen rysten, ingen slinger, bare ét sikkert afgivet skud. Bang… Han løb 5 meter og faldt om. Jeg repeterede og blev stående med riflen oppe – hvis nu. Men han blev fint liggende. Jeg fik lidt mere ro på mig selv og ringede til min far som gik på naboejendommen. ”Hej far, jeg har skudt den store buk” J. Han var straks klar på at komme over og se den, men som han sagde, ” Der går lige lidt tid, for jeg er i den fjerneste ende af terrænet”. Jeg fandt bukken temmelig hurtigt ude i kornet. Nøj, han var stor. Uden tvivl den største buk, jeg nogensinde har set i live og langt den største jeg nogensinde har skudt. Han var virkelig virkelig smuk. Næsten helt symmetrisk og høj. Fik ham trukket ud i kanten af marken. Han var godt nok tung (vejede 20+ kilo brækket). Fik ham brækket og trukket op til hvor min far ville hente mig. Hvor var det en skøn morgen og hvor var det dejligt at få mulighed for at skyde endnu en flot buk. Da vi kom tilbage til jagthytten blev den beundret af os alle og vores vært, kom også lige forbi for at se den. Var det en medaljebuk? Og i så fald, hvilken medalje? For sjov skyld blev der gættet, forklaret og forsvaret, hvorfor det var det ene eller det andet. Den skal måles op her til december og så er det da spændende, hvad det ender med. Uanset hvad, så er det en smuk buk og jeg glæder mig til at få den op at hænge på væggen. Pt. (24/9 2007) vejer den 418 gram .

                                        Pæn råbuk nedlagt med riffel og skydestok!

                                                        Seksender. Foto: Morten BM 

                                                            (Ved opmålingen i oktober blev det til en sølvmedalje på 120,77 points.)

I 2010 gjorde han det igen!                     Glad jæger med svensk buk!

Op    Startside    Flere jagthistorier