Haps og Haralds gran

Fra gamle dage i skoven

Af Truls Wiberg                                                                        

Dette år væltede sneen ned lige som Harald skulle til at køre det sidste brænde ind under halvtag. Han var senere end godt var. Der manglede stadig en halv snes rummeter bøg og eg der lå ude på skovbunden. Skovfogeden havde anvist et par udgåede store træer. De var for grove til savværket og med grene næsten til jorden, hvilket gav mange ekstra timers arbejde med kile og skovhammer, inden træerne gav op og lod sig dele i stykker, der kunne komme ind i de to brændeovne, skovarbejderboligen var forsynet med. En til køkkenet og en i stuen. Med døren åben til sovekammeret kunne lidt af varmen nå derind. Komfuret i køkkenet, havde en lang revne mellem hullerne, hvor man kunne se ned til ilden og gløderne. Den trak falsk luft og brugte for meget brænde. Måske havde hans forgængere under de kolde krigsvintre fyret mere end det gamle støbejern kunne klare. I forårsmånederne havde Harald lavet brænde til godset sammen med Svend fra mosen. Skovfogden havde anvist finkvistede lidt skæve bøge, der var som en drøm at gå til. Lette at fælde i passende diameter og lod sig villigt kløve med enkelte hug fra den tunge skovhammer. Den ene rummeter blev lagt til den anden og snart var den meget store brændelade fyldt. Inden længe ville her være besøg af både katte, hermelin og måske en og anden  mår. Skytten plejede at stille fælder op på bagsiden og de gav hyppigt fangst. 

Stine, Haralds kone var først i tredverne og havde født ham fire børn. Den yngste fik stadig bryst og den ældste gik i fjerde klasse. Først havde de fået en pige og så tre drenge. Var pladsen trang i boligen var der altid skoven udenfor.

Som så ofte før skulle roerne tages op og da kaldte forvalteren på skovens folk. Det var ikke noget de var glade for. Stemningen på gården var altid præget af at ordre faldt tættere og tilsynet mere strengt end i skoven. Arbejdstiden var lang og det blev tidligt mørkt. Der var kun hviledagen og de sene aftentimer tilbage til at klare det der hjemme. Stine ville ikke have, han arbejdede i skoven om søndagen og da blev det mest til småting derhjemme. Inden roerne var færdige var den første frost kommet og nu faldt sneen... 

Boligen var vel ikke dårligere eller meget bedre end som mange andres, men Stine klagede ofte til Harald over det rådne gulv i køkkenet hvor hun var trådt i gennem,  allerede da de flyttede ind for tre år siden. Der var steget en lugt af fugtig jord op af hullet og man havde lagt en plade over. Skovfogden havde sagt, han ville bede forvalteren om, at tømreren skulle komme. Det første år var gået, uden at Harald turde spørge mere til tømreren. Stine skændte på ham og til sidst fik han taget sig sammen og spurgt når skovfogden kiggede indenfor. "Var det ikke lavet endnu?" Nu skulle han nok sørge for at det blev ordnet med det samme. Så gik det andet år og Stine lagde selv en anden plade foran opvaskbænken, hvor en god del af hendes arbejdsdag gik med bleskift, vask af børn, bagning af rugbrød og madlavning. De to første vintre var ikke så slemme, men den tredje vinter satte kulden ind fra øst og blev ved. Termometer havde de ikke, men i nabogården stod den på 16 minusgrader og sneen havde dækket både skov og hus med et tykt snedække. Når vinden til tider blev kraftig, føg de finslebne snekorn ind gennem køkkendørens sprækker og lagde sig i en lang seglformet drive ind over gulvet hen mod pladen. Først en meter inde begyndte sneen at tø. Stine skovlede sneen op og smed den udenfor, så lagde hun et sammenrullet tæppe foran døren og sømmede et andet over hele døråbningen for at mindske trækket. Ligegyldigt hvad hun gjorde, fandt de fine snekorn vej ind over gulvet. Skovfogden beklagede sig og sagde, at han havde gjort hvad han kunne, han håbede, at tømreren snart skulle komme... Harald viste udmærket at tømmer-Hans gik og satte lejeboliger i stand. Det havde han gjort i flere måneder. Han var dygtig og de gamle arbejderbostæder blev langsomt moderniseret med nye vinduer, døre, gulve og moderne faciliteter. Så blev de lejet ud til byboer for en høj husleje. Tømmer-Hans havde ikke hørt noget om Haralds problemer.

 Så blev Anders, den næst mindste dreng syg. Stine passede ham dag og nat. Feberen rasede og gik efter femte dagen nedad til næsten normal niveau. Anders fik en fæl hoste, der gjorde ondt i både hans og forældrenes bryst der lå og hørte ham. Meget søvn blev det ikke til i de nætter. Stine talte sagte med Harald i mørket og sagde, at det var de kolde gulves skyld. Harald lyttede og følte skam over, at han ikke havde fået ordnet det bedre for sin familie.

Den næste dag bad Harald skovfogden om fri i to timer om formiddagen. Harald gik de tre kilometer med sneen knirkende over markvejene til godskontoret. På den store stentrappe stampede og fejede han sig omhyggeligt for al sne, stoppede uldhuen i lommen og trak fingrene to gange gennem håret. Han harkede en gang og bankede på yderdøren. Intet svar. En ny lidt kraftigere banken gav heller ingen reaktion. Forsigtigt åbnede han døren og gik ind i den lange gang. De hvidkalkede vægge lyste rent og varmen fra radiatorerne slog imod ham. På væggene sad der kronhjortsgevirer og hovedmonterede dovhjorte, der kiggede koldt med glasøjne uden sjæl. Midt i gangen hang der et skilt med pil på og med teksten "Godskontor". Harald gik langsomt frem og bankede på endnu en dør. Denne gang hørtes en ældre kvindestemme sige "Kom ind" Harald gik ind og stod i godsets vigtigste værelse for første gang. Fru Agnes Andersen sad ved sit store skrivebord og styrede herfra telefon, skrivemaskine, regnskaber og enhver henvendelse med stor kundskab og megen klogskab. Hun havde været her i 23 år og kendte alt og alle. “Nå er det Dem Svendsen” hørte han hende sige. "Hvad kan jeg gøre for Dem?" Jo, han ville gerne tale med godsejeren om han havde tid. "Er det noget De og jeg kunne ordne?" Nej, det var nu godsejeren selv han ville tale med. "Ja, men så vent et øjeblik". Agnes Andersen rejste sig hurtigt, gik forbi Harald, og ind gennem en tung egetræsdør med smukke udskæringer forestillende fasaner i flugt. I det Agnes Andersen passerer Harald føler han duften af parfume og hun lugten af harpiks og skov. Gennem egetræsdøren høres kun godsejerens stemme "Er han ikke på arbejde?" Så kommer Agnes ud og siger at godsejeren tager i mod om et øjeblik, om Harald vil være så venlig at vente lidt. Harald venter i fem minutter som han kan følge på uret og den uvante varme får ham til at knappe frakken op. Så får han lov til at komme ind. Godsejeren står med bagdelen til døren dybt bøjet ned over en Azalea og fjerner visne blomster. "Nå, Svendsen hvordan går det med tømmerskovningen?" siger godsejeren samtidigt med han vender sig om og går ind bagved det tunge mørke skrivebord og sætter sig. "Jo, det går godt", han og Lars regnede med at være færdige på torsdag. "Jamen, det var jo storartet"...En lille pause med stilhed, hvor Harald samlede mod til sig blev afbrudt af en sagte knurren, der stammede fra et sted under skrivebordet. “Ja, det var jo så at Anders, drengen hans var syg, det gik ikke at holde sne og kulde fra døren der hjemme. Var det ikke muligt at få en ny køkkendør og lavet gulvet så at børnene ikke skulle lide ondt?” Godsejeren kiggede på Harald og sagde, at han var ked af at drengen var syg, men at man jo havde lagt nyt tag på nordsiden året inden de var flyttet ind og så havde de jo også fået malet inden indflytningen. “Jeg skal lige se efter i regnskaberne hvad der blev lavet. Sæt Dem bare ned i mens"... Godsejeren gik over mod et stort skab, der indeholdt flere hyldemeter med mapper og begyndte at lede, samtidigt holdt han  øje med sit skrivebord. Harald ser sig om efter den tilbudte siddeplads og lader sig langsomt synke ned i den dybe bløde lænestol. I samme øjeblik kroppen slapper lidt af, kommer der fra skrivebordets mørke en stigende knurren, der afløses af et eneste langt spring af et mørkt hårbundt på fire ben, der med e’t placerer sine spidse hjørnetænder i benet på Harald, der springer op og forsøger at ryste hunden af sig. Godsejeren råber "Haps, fy, det må du ikke. Los, los siger jeg - gå så hen i kurven igen!” Harald er gået bag om lænestolen og synes at godsejeren griner lidt, Haps er tilbage, knurrende under skrivebordet. “Ja, hvor kom vi fra, det var det med gulvet , ja, vi må se, hvad tømreren ellers har på programmet, jeg må snakke med forvalteren. Hmm. De vil høre nærmere. Farvel”. Tom i hovedet og med en sviende læg går Harald gennem kontoret og gangen og føler lettelse da vinterkulden slår ham i møde ude på stentrappen. Ude i skoven fortæller han Lars, om hans møde på godskontoret og Haps. "Ja, det var han ikke den første til at opleve" Det var velkendt, at godsejeren lod arbejderne sidde ned, vel vidende at hunden fløj på dem og bed. Det sparede vel godset for nogle lønforhøjelser. Resten af dagen havde Lars svært ved at følge Harald i arbejdet med langsaven. Harald satte hele tiden hastigheden op og mumlede for sig selv og var ikke til at snakke med i kaffepauserne.

Månederne gik og vinteren slap sit greb om mark og hus. Dog sidst i skoven på nordskråningerne hvor den lå næsten hele marts ud. Anders blev rask da forårssolen tørrede og varmede og børnene igen kunne lege udenfor i den friske luft. Hjemme hos Stine og Harald hørte man stadig ikke noget til tømreren. Forårets arbejde stod for døren og skovfogden satte Lars og Harald til at plante rødgran på det nye kulturareal, der var et resultat af renafdriften af bøg ved Bjergvejen. Der var mange bøgeblade og grene, der generede plantningen. Arbejdet gik langsomt og akkorden var lav, hvilket ikke gav meget med hjem hver dag. Skovfogden klagede ikke, for skovarbejderne var dygtige og gjorde arbejdet vel. Lars og Harald sagde heller ikke meget, men prøvede at gøre arbejdet færdigt, og håbede på, at skovfogden gav en bedre akkord næste gang, for det plejede han, når den forrige aftale ikke rigtigt slog til. Når måneden var omme, var lønnen omtrent som den plejede. Sidst på dagen kom godsejeren forbi med hest og vogn. Kusken fortsatte ned langs skovvejen, mens godsejeren steg ud og spadserede med stok og tynde lædersko forsigtigt ud over det nyplantede. I hans kølvand fulgte Haps.... "Nå, det går vist godt, det ser helt pænt ud." Godsejeren forventede vist ikke rigtigt svar men travede videre ned og kiggede på de lange rækker af gran. Haps gik sine egne veje, lettede ben opad plantekassen og tog en tur op over bakken. Godsejeren var forsvundet ind i en nærliggende grantykning og kunne ikke ses mere. Harald og Lars plantede videre og så kom Haps tilbage, snuste til plantekassen og demonstrerede påny sit ejerskab. Da slog det klik for Harald. I et eneste sving ramte skovspaden Haps over nakken og hunden døde uden en lyd. Harald kiggede alvorligt  ind i øjnene på Lars, der stod lamslået. Så drejede Harald en halv omgang så at han kom til at stå lige i planterækken. Han begyndte at grave et nyt plantehul, som om ingenting var hænt, men Lars så hullet blive større og større. Lars fattede sig, hjalp til og inden længe låg Haps under en halv meter jord med en stor rødgranplante over sig. Efter en halv time kørte vognen med godsejeren forbi. Kusken råbte og spurgte om de havde set Haps? "Jo, han var jo med godsejeren og havde fulgt efter ham, Nej de havde ikke set ham siden.” Vognen kørte længe rundt og medarbejderne fik i de kommende dage at vide, at de skulle lede efter Haps. Som tiden gik blev historien kendt af alle på gården undtagen godsejeren. 

Måske er det indbildning, men et af grantræerne er blevet meget tykkere og større end alle de andre inde på Bjergvejens granstykke.

Truls Wiberg 1994

Op    Startside    Flere jagthistorier