Riffeljagt uden skydestok

Jagt med riffel - En fortælling om riffeljagt, hvor det gik for stærkt til at bruge skydestok...

Af Truls Wiberg

Vi stod stille med huen i hånden og mindedes en af vores jagtkammerater, som var gået bort i årets løb. Jagtholdet var selvsupplerende. Søn fulgte fader og sjældent kom der kvinder eller fremmede med på riffeljagt. Jagtholdet har overstået sit 50-års jubilæum og der er et stærkt kammeratskab, en hjælpsomhed og et fravær af konflikter, der gør det til en dejlig oplevelse at være med. Det er også min hjemegn i Västergötland i Sverige. Det er ikke så ofte, der er mulighed for at deltage, men her havde jeg skudt min første elg for snart mange år siden. 
 
Jagtlederen afsluttede den lille mindestund og så skulle der trækkes lod om passene. Det var morsomt at se, hvor ivrige alle var her på første dagen. Man maser og vil så tæt på lodtrækningen som muligt. Jeg plejer at vente til sidst. Chancen er lige så god, vil jeg mene, om så der kun er et "pass" tilbage! Flere gange har jeg fået den næstsidste eller sidste lod og alligevel skudt elg. Det er der nogle, der ikke kan forstå. Den største forskel ligger i, hvordan man går ud til passet - og hvor tavs og stille man forholder sig. Og så til det sidste og vigtigste - at man er veltrænet, vågen og tager vare på den chance der byder sig.

Passet, som jeg havde fået, var beliggende på ret flad, mager skovbund, hvor der var plantet skovfyr, der nu var godt og vel over mandshøjde. Kulturen var ikke sluttet, hvilket i skovfolks jargon betyder, at grenene ikke når sammen mellem træerne og at skovbunden får meget lys, så planterne der, stadig trives. Under skovfyr, der hører til de træarter der kaldes lystræer, bliver der dog aldrig lige så mørkt som under gran. Der var huller og lysninger, der tillod en at se og eventuelt skyde mellem træerne. Langs den lille sti gik det fint at snige sig ind til hochstanden, som vel var ca. 4 meter høj og med god plads med bænk og faste sider. Oppefra var der udsigt mod vest og syd. Man kunne kigge over de unge fyrretræer over mod "gammelskogen", den ældre skovfyr bevoksning, som stadig stod tilbage. Det var et af flere gode pas, hvor det var kendt, at elgene gerne passerede på vej ud af skoven, når de blev trængt. 

Tiden gik og flere af jagtkammeraterne kedede sig og begyndte at fortælle morsomheder på radioen og det er underholdning for os alle, men den der fortæller, kommer formentlig ikke til at skyde elg! Til slut skruede jeg ned, så at man lige akkurat kunne høre et opkald, men ikke blev forstyrret af snak. Hundeføreren, der går med en løs gråhund,  fortalte, hvor han var og hvilke "pass" som han kommer forbi. Det er trygt for alle parter og sammen med orange veste og hattebånd er sikkerheden god. Passene er omhyggeligt placerede og skudretningerne klart definerede. Både med hensyn til retninger i det vandrette plan og i det lodrette. Man sidder ofte bag ved bakker, og "ve den skytte der forlader sin post for at kigge op over bakken til naboen". 

Over fra højskoven høres pludseligt lyden af et gevir der slås mod en gren. Elgen kommer!! Det er forbavsende så hurtigt ens krop reagerer og kommer op i gear. Fra den mageligt, hvilende tilstand med ryggen mod væggen og hænderne i yderlommerne, til højeste alarmberedskab med et fast greb om riffelen og lige ryg. Og hurtigt kom han, elgtyren. I forceret trav, inde mellem højskovens stammer, kom han skråt nedad mod min hochstand. Han var ikke bare under forflytning, han flygtede. Jeg stillede mig langsomt op og noterede mig, at han var ved at dreje af og ville passere foran tårnet ude mellem alle de unge skovfyr.

Så kom sandhedens øjeblik, skulle jeg lade ham gå eller skulle jeg skyde? Den vurdering gør vi jægere ofte og det er årelang træning på skydebanen, der lægger grunden til stabil skydning. Elgen fyldte op i sigtekikkerten omtrent som på elgskydebanen men der kom hele tiden fyrretræstoppe i vejen. Yderligere 25-30 meter, og så ville han være inde i det tætte, og chancen ville være tabt. Jeg husker at jeg tænkte, at når jeg kan på skydebanen, så kan jeg også gøre det her! En lille åbning og skuddet bragede. Elgtyren trillede som en hare og smed fire ben lige op i luften og sprællede lidt. Hvilken fornemmelse af glæde og succes! Indtil denne dag havde jeg undladt at skyde på elge i bevægelse. 

Både afstand og hastighed og skovfyrtoppe gjorde det vel sværere end på skydebanen. Jeg træner fortsat regelmæssigt på den løbende papskive-elg, så snart lejlighed byder sig.  På riffeljagt er der lidt over halvdelen af de elge, som jeg har skudt, der har været i bevægelse. Når det er sagt, skal der også falde et advarende ord: Træn på skydebanen og lær dig dine egne begrænsninger og overskrid dem ikke på jagt. Der er i Sverige mulighed for mærkeskydning i både Jägareförbundets- og i Jägarnas riksförbunds regi.

Som altid går der ingen tid, før ens kammerater indfinder sig og snakken går lystigt og man får lov til at fortælle historien mange gange inden dagen er omme, også til en journalist, som kom inde fra byen. Så her på første dag af elgjagten var der godt nyhedsstof og elgen og jeg havnede i lokalbladet.

En skydestok er i denne situation bare i vejen, men når vildtet kommer knapt så stærkt, er det effektivt at stoppe den ene ende af skydestokken ned i bukse- eller jakkelommen og så få en riffelstøtte, der drejer med kroppen. Når vildtet standser op, så er man klar til at skyde et vel sigtet skud med det samme. Prøv det!  

Op    Startside     Flere jagthistorier