"Småländska vildsvin"

På vinterjagt i Sverige 

Af Truls Wiberg

I det smålandske højland er terrænet herligt kupperet og man oplever at der er mere skov og flere søer end egentlig bebyggelse og mennesker. Der er rige muligheder for at nyde stilhed og frisk luft og måske få lejlighed til at deltage i jagten efter vildsvin. Vi har fulgt bestandsudviklingen gennem årene og i de sidste par år har der jævnligt blevet skudt vildsvin. Det her er fortællingen om en sådan jagt.

Jagtholdets deltagere havde rejst langt for at deltage. Tre mand kom fra Värmland, en fra Stockholm og jeg selv fra Danmark. Vores vært havde gjort alt for at vi skulle trives. Huset var opvarmet og gryden med elg og ris blev spist under hyggelig snak. Efter kaffen blev vi kørt ud og fordelt til hver sin foderplads hvor vildsvinene plejede at komme frem efter at det er blevet mørkt.

Magnus fra Värmland satte sig på sin rygsæksstol tæt opad en enebusk og allerede lidt før otte om aftenen hørte han hvordan vildsvinene nærmede sig. Sneen knagede og kviste blev knækket. Foran ham kom der 4 mindre galte og han skød den ene, der gik ned i skuddet og skreg til. De andre flygtede hals over hoved og Magnus nåede at skyde igen til sin gris. Men grisen rejste sig desværre og forsvandt ind i skoven.  Skudpladsen viste rigeligt med schweiss og der var et tydeligt schweiss-spor der gik ind i skoven. 

Under tiden så havde vi andre ikke hørt noget men sad og ventede i stilheden og nød de klare stjerner og den mørke nattehimmel. Der var 5 - 8 minusgrader. Månen gik først op sent og vi nåede ikke at få nogen glæde af den. Men med sneen som baggrund kan man alligevel ofte se godt nok til at skyde. Der hvor jeg sad, havde vores vært set meget store spor af hvad han tror, er en stor galt. Derfor sad jeg musestille og ventede i mørkret på min rygsæk og hoppede til når en ugle gled forbi på stive lydløse vinger lige foran mig, En og anden bil kørte forbi ude på en vej men ellers var der bare koldt, klart og stille. Ved ni-tiden holdt vi inde og blev samlet op og kørt hjem i varmen hvor vi fortalte om vores oplevelser.

Magnus havde været igang med sin laika "Ozzy" på sporet og fulgt det 300 meter. Der var rigeligt mørkt schweiss langs sporet og grisen havde søgt sårleje en gang men rejst sig og gået videre mod skellet. Han fandt små ru benfragmenter i blodet. Godt nok virkede det som om den var hårdt ramt og at den formentligt låg og var død, men vi besluttede at vente med videre eftersøg indtil det blev lyst og vi kunne stille for.

Der blev fortalt gode jagthistorier ved spisebordet. Bl.a om labradoren der kom hjem med naboens kanin. Naboen var lige rejst på ferie. Hunden sad der med den slappe og snavsede kanin i gabet. Det var jo ikke så godt. Hundeejeren gjorde det bedste af situationen og vaskede omhyggeligt kaninen, tørrede den og redte pelsen. Derefter gik han over til naboen og lagde kaninen tilbage i kaninburet og slettede pelsen ud en sidste gang. Det gik et par dage og så kom naboen tilbage. Efter yderligere nogen dag stod de som sædvanlig ved stakittet og småsnakkede lidt. Naboen undrede sig såre over noget mærkeligt der var sket med deres kanin...  Hundeejeren krympede sig og så kom det - "Den dag de skulle på ferie var kaninen pludseligt død. De havde gravet den ned i deres have men den lå ligeså fin i sit bur når de kom hjem!"

Vores vært havde tøet op sin fangst fra sidste år - kæmpekrebs, der blev spist indtil vi var godt mætte og gik trætte i seng. 

I firserne havde elgene blevet rigtigt mange, man taler om "älgexplosionen". Det tog flere år for jægerne inden de fik bestanden under kontrol. Derefter kom rådyrene og dominerede i halvfemserne. Jægerne fik skudt rigtigt mange rådyr i de år. Her i det første tiår af 2000-tallet er det rovdyr og vildsvin som dominerer i tilvæksten. Når jagten på ulv bliver genindført, hvilket jeg ikke er i tvivl om at den bliver, vil den kræve et stort antal timer på jagt i skovene. Magnus har taget konsekvensen af at det nu er rovdyr som er i tilvækst, og han og hunden er godkendt til eftersøg på bjørn. Men bl.a. elg, grævling og vildsvin står også på deres liste for eftersøg. Vildsvinen forøger sig hurtigt og ser vi til Tyskland har jægerne der, svært at følge med. De diskuterer sågar p-piller til søerne! Jeg håber ikke vi kommer dertil. Jeg kan ikke tænke mig at sætte tænderne i griskød der er fyldt med ekstra hormoner! Fældefangst er da en bedre løsning, hvis afskydningen ikke kan nå at følge med.

Udover rovdyr som ulv og björn tiltager antallet vildsvin nu kraftigt og det ser ud til at der er brug for jægere i lang tid fremover i Sverige. Fra skovbruget har det ofte hørts klager over at elgene spiser af de unge fyrretrær og ødelægger deres form og fremtidige mulighed for at danne en højkvalitativ rodstok. Det viser sig nu, at vi ikke kun kan give elgene hele skylden men bør overveje, at nedbringe antallet kron- og dovhjorte også. Det skyldes, at kron- og dovhjorte konkurrerer med elgen om dens favoritføde, hvilket tvinger elgen at spise den mindre eftertragtede skovfyr som kron- og dovvildtet ikke spiser. Med mange ulve i mellemsverige så bliver problemet nok mindre af sig selv...

Næste morgen startede vi med at stille for og vi nåede lige på plads når meldingen om at grisen var fundet kom over radioen. Den var kun gået 75 meter længere og lå død under en gran hvor Ozzy fandt den. Magnus og vi andre var glade og nød formiddagskaffen og en grillet pølse i det ualmideligt gode vintervejr.

Efterfølgende gik jeg op ad en bjergryg og fandt en god plads at sidde og vente på drevet der bestod af vores vært og hundeføreren der gik med laika'en i snor. Jeg valgte en lille snæver slugt hvor sporene efter råvildtet stod tæt og sneen var skrabet væk ned til de grønne planter. Langs slugten kunne vildsvinen også godt tænkes komme.  Det gik ikke ret lang tid så kom et rålam frem og begyndte at skrabe i sneen. Tre hurtige skrab med venstre forben og så ned og finde lidt grønt til at stille sulten med. Afstanden var kun 5 meter og jeg nød at kunne følge fødesøget på første parket. Efter et par minutter fik hun øje på mig og flyttede hovedet frem og tilbage. Et par hurtige hop ind mellem de snedækkede unge graner og så var hun væk. Råen gik oppe på skråningen og sikrede. Efter lidt betænkningstid så hoppede hun også videre ind i højskoven. Drevet var fremme ved vejen og vi samledes igen.
En elg, formentlig en kvige, travede forbi mig på små 200 meters afstand under dagens sidste drev.

Om aftenen byttede vi pladser og jeg sad 15 meter fra foderpladsen i en hvid plastik havestol og der var en jævn svag vind der måske vil gøre det muligt at blive siddende ubemærket. Ret tidligt kom der to mindre grise travende oppefra skoven ned over engen. Benytter man høreværn der forstærker lyden får man fuld uddeling af oplevelsen! Allerede tidligt kan man høre at de kommer. Grise er ikke særligt stille, de traver hurtigt og ikke særligt forsigtig, når de føler sig trygge og de har svært at tie stille. Grisene kastede sig over foderet der bestod af sukkerroer og majs. Majsen var godt spredt ud så de fik arbejde for føden. Det indebar at de er nødt til at oppeholde sig længere tid på foderpladsen og at det enkelte dyr ikke kan nå at sætte alt til livs. Der gik et par mínutter så kom der yderligere 5 smågrise ud af krattet foran mig. De sluttede sig til de andre men var ikke særligt velkomne. Under meget skrig blev de brutalt forvist til at vente på sin tur. Foran mig var nu 7 grise der var i bevægelse til og fra foderet og cirklende rundt foderpladsen. I mørkret så de meget større ud end de var i virkeligheden. Jeg sigtede på en af dem og kunne ikke få et rent skud, da det var for mørkt. Besluttede mig for at lade være og i stedet nyde aftenen. De blev i meget lang tid på pladsen. Listede mit kamera op og tog et billede. Jeg blundede lige når blitzen gik af. Det blev stille på foderpladsen et kort øjeblik - så spiste de videre. Snuppede lige et billed til men det kunne tilsyneladende ikke lade sig gøre for det blev ikke noget resultat på billedskærmen. Grisene var ligeglade. Mobilen vibrerede i lommen og jeg læste en SMS om at min kamrat nu forlod sin hochstand nærved. Vi skulle køre hjem sammen.  Når jeg prøvede at skrive lyste skærmen mit ansigt op, og den største af grisene besluttede sig for at kigge nærmere på mig. Den gik først op mod venstre uden at det lykkes at få vind af mig. Så gik den lige så langt til højre og var ikke længere væk end 6 meter. Tastede videre på mobilen. Normalt bruger jeg ikke mobil på jagt, men nu var det lidt spændende og se hvor meget disse dyr tålte af forstyrrelse. Grisen søgte nu ind bag om mig i krattet som jeg sad i kanten af. Kunne høre den få meter bag ved min ryg, hvor den til sidst fik vind af mig. En hosten og så løb den ud til sine kamrater der stod i en halvcirkel og kiggede. Så flygtede de i samlet flok og natten var helt stille igen. 

Næste dag tog vi det roligt og vores Värmlandske venner rejste hjem. Vi lavede en lille skydeplatform og kørte og kiggede efter spor på foderpladserne. Om aftenen gik jeg ud og satte mig i en hochstand og det gik ikke at gå stille på plads. Jeg gjorde så godt jeg kunne men sneen knasede og stigen knagede. Døren skrabte lidt og inden man var på plads havde man dunket et knæ eller en fod ind i væggen. På trods af dette havde jeg ikke nået andet end at synke på plads i stolen og puste ud før der igen hørtes hurtige små klove der løb i sneen... Jeg havde ikke end gang nået at fjerne linsebeskyttelsen på sigtekikkerten.

Der kom en stor so med tre mindre grise. Vinden var god og de kastede sig over maden. Ingen vanskelighed i at se forskel da soen var så meget større. Baggrunden lys og fin og afstanden perfekt. På et tidspunkt forsvandt soen hurtigt ud af mit synsfelt og jeg kunne høre hvordan hun gik og snuste. Smågrisene sloges og gik tæt sammen. Hun vendte tilbage efter et par minutter. Så løb to af grisene væk og efterlod mig med ét let mål. Jeg ventede indtil soen og grisen stod med passende afstand og skød den med en 30-06, 13,0 g Lapua mega. Grisen faldt sammen i skuddet og soen tog flugten.

Som jeg stod der under den stjernespækkede himmel og nød aftenen, blev der helt lyst som om en kæmpelampe var blevet tændt. Et kraftigt stjerneskud trak et først hvidt, derefter et rødgult spor der splitredes op og døde ud.

Tog mobilen og ringede til Pernille der havde bestilt en lille gris - gæt om hun også blev glad! 

Tak til vores vært for at vi får komme op og besøge Småland, den gode mad og det hyggelige samvær og den fine jagt!